I hvilket omfang handler politik om associationer?

Der skal næppe herske nogen tvivl om, at mennesket ikke er et fuldkomment rationelt kalkulerende individ. Vi er, om vi vil det eller ej, ikke maskiner udelukkende med profit for øje. Vi er også, med mindre vi lider af bestemte psykiske lidelser, bundet til moral, følelser, normer og meget andet der på overfladen kan virke irrationelt, hvis pengepungen bruges som rationalitetskriterium. Dette kan også være følelser vi ikke er os selv bevidste, f.eks. psykoanalysens ubevidste.

Betyder dette at vi som individer i et fællesskab, ikke besidder nogen form for rationalitet og evne til at føre en kritisk debat omkring samfundets værdier og den politiske praksis med oplysningstidens ideer som forbillede? Åbenbart. 

Jeg læste ved et tilfælde en analyse under titlen ”Vælgernes følelser styrer partivalg”, der synes at hævde, at det er de associationer vi får i forbindelse med de pågældende partier, der afgør, hvor man sætter sit kryds. Det forekommer mig dog direkte idiotisk at reducere de teoretiske antagelser omkring vælgeren til at være en associationsstyret aktør. Et individ der dermed ikke kan tænke ud over sin egen eksistens i en større sammenhæng og reflektere rationelt over hvilket parti der vil være bedst at stemme på. Et eller andet sted fristes jeg til at kalde det en falliterklæring i et civilisationsperspektiv.

Nuvel, jeg har måske bare ikke den faglige ballast og fornødne viden til at have en tiltro til sådanne antagelser. Hvorom alting er fristes jeg dog så til at kritisere undersøgelsen som analysen refererer til. Først og fremmest skal der siges, at jeg udelukkende bygger min kritik på baggrund af analysen på politiken.dk, og derfor ikke kan sige om nedenstående behandles yderligere andetsteds. Dette er dog også lidt svært, for umiddelbart gør analysen brug af en forkert figur der viser "Forsidehistorier i uge 46, 2008", som ingen relevans har for den pågældende undersøgelse. 

Som Sigge Winther Nielsen selv nævner, er undersøgelsen ikke direkte repræsentativ, så der er vist ingen yderligere grund til at gå mere i dybden med dette. Uanset hvad ens stikprøve viser, synes jeg det er lidt sløvt at prøve at argumentere for, at det fortæller noget om populationen, til trods for den manglende repræsentativitet. Så må man sgu lave en repræsentativ undersøgelse hvis man ønsker at sige noget om populationen (vælgerne). Er de 176 respondenter så fra forskellige uddannelser eller ej? Jeg vil i hvert fald vove den påstand, at der er en fundamental forskel på om man spørger folk på filosofiuddannelsen, eller dem der læser økonomi. Og om et n=176 er stort nok i forhold til den valgte population, er også diskutabelt.

Undersøgelsen synes desuden at bygge på den præmis, at ”midterpartiernes klumpspil” fører til, at følelserne afgør hvor vælgerne sætter deres kryds. Dette ændrer dog ikke på, at Danmark ikke har et topartisystem, og at der er flere partier, hvoraf et par af dem i hvert fald ikke er midterpartier. Hvorfor er der ikke grund til at antage, at hvis vælgeren ikke kan se nogen rationel grund til at stemme på et parti, vil man blot stemme på et parti der er mere vestre- eller højreorienteret, afhængigt af ens politiske observans, hvor policy differensen er rationelt til stede i forhold til midterpartierne. 

”Flere analyser har vist, at vælgerne klandrer regeringen på vigtige områder som bandekriminalitet, klima og økonomisk krise. Alligevel straffer vælgerne ikke V og K. Og dette rodede talbillede af den danske opinion gør os ikke klogere på vælgernes dom. Man må altså grave et lag dybere.”

Er dette netop ikke udtryk for, at associationer ikke forklarer alt? Hvis de associationer vælgerne har af partiet Venstre, altså som et parti uden styr på bandekriminaliteten, klimaet og den økonomiske krise, burde dette så netop ikke komme til udtryk i en associationsundersøgelse? Hvis vælgerne ikke straffer V og K, er det vel netop udtryk for den rationelle vælger, der til trods for de aktuelle emner i samfundsdebatten, stadigvæk finder det (økonomisk?) rationelt at sætte sit kryds ved et af de nævnte partier - i forhold til f.eks. et oppositionsparti. 

Selvfølgelig er vælgeren ikke udelukkende hundrede procent rationel i sit partivalg, men pas nu på ikke at grave så dybt efter forklaringer, at virkelighedens muld til sidst er ude af syne.

Giver velfærdsstaten mere frihed? Når målet helliger voldtægten.

Velfærdsstaten er en interessant størrelse. Vi har at gøre med en størrelse der er større end det enkelte individ, og dermed også med en velfærd der ikke alene er defineret af det enkelte individ og vedkommendes præferencer. Vi har at gøre med en størrelse, der mener, at de ressourcer der fordeles i samfundet på baggrund af borgernes egne moralske forpligtelser over for ens medmennesker, ikke er tilstrækkelig, og en institutionel tvangsmæssig fordeling er nødvendig.

Der er i tidernes løb skrevet megen litteratur med henblik på at legitimere institutioner der ønsker at skabe positiv frihed. Uanset hvordan den vendes og drejes, vil jeg dog til hver en tid og altid mene, at velfærdsstaten IKKE giver mere frihed. Velfærdsstaten skaber derimod grundlaget for en higen efter autoritet, hjælpeløshed og eksistentiel underkastelse. Det er prisen for at have det institutionelle set-up der udgør velfærdsstaten. I velfærdsstaten er man ikke en borger, men en klient. Det er den pris vi betaler.

Når vi på den måde skal forsøge at legitimere at staten griber ind og træffer valg for os (og dermed fjerner vores frihed), kan det hurtigt blive bizart i forhold til den argumentation man kommer ud i. Hvorom alting er, er vi i hvert fald ikke frie som enkeltindivider. Kun gennem andres handlinger kan vi blive frie. Dermed legitimerer vi at staten går ind og påvirker det enkelte individ og krænker dennes negative frihed, for at kunne give en positiv frihed. Jeg har det ikke godt med denne frihed. Først og fremmest fordi det mindsker det individuelle ansvar og er et udtryk for en manglende respekt i forhold til mit værd som selvstændigt menneske og mine egne frie valg, som bunder i egne moralske forpligtelser frem for kollektivt tvang.

Tanken om, at jeg som menneske ikke selv er i stand til at træffe frie valg, men er efterladt til at stå tilbage med den frihed velfærdsstaten giver mig, er skræmmende. Der er åbenbart en eller anden marxistisk inspireret tro på, at verden ikke kan fungere fordi jeg har en ”falsk bevidsthed” i forhold til hvad der er rigtigt at gøre. En ”falsk bevidsthed” der legitimerer at staten griber ind og krænker mine frihedsrettigheder, herunder ejendomsretten. Den frihed velfærdsstaten skaber kan i denne sammenhæng bedst sammenlignes med den frihed en kvinde opnår efter en gruppevoldtægt. Ganske vel kan det godt være at vi voldtager et menneske og krænker hendes værdighed og fundamentale ret til sit eget liv, men det vi kollektivt får ud af det legitimerer selve handlingen.

Det er den pris vi nu engang betaler os. Velfærdsstaten voldtager os. Hvis vi kan lide det, giver velfærdsstaten os mere frihed. 

Hvad kan vi tage med fra prøvevalget?

I forbindelse med kommunalvalget 2009 blev der i 31 ud af landets 98 kommuner afholdt et prøvevalg for de 16- og 17-årige. Ud af de 50.629 unge der fik muligheden for at afgive deres stemme til prøvevalget, var det 10.249 der tog sig den frihed at stemme, hvilket giver en stemmeprocent på 20,2%. En stemmeprocent så lav at end ikke valg til EU-parlamentet kommer i nærheden. Det store spørgsmål der står tilbage er, hvad vi overhovedet kan bruge resultaterne fra prøvevalget til. Jeg vil i det følgende argumentere for at der er to ting vi kan konkludere på baggrund af prøvevalget 2009: 1) Vi kan ikke sige noget om unges forhold til politik på baggrund af prøvevalget, og 2) der er en overensstemmelse mellem folketingspartiernes holdning til en sænkelse af valgretsalderen og hvorvidt de profiterer på det. 

En nærliggende konklusion at drage på baggrund af prøvevalget er den, at prøvevalget viser et billede af en ungdom der ikke er engageret i politik. En argumentation der i sandhed bygger på falske præmisser. Der er en verden til forskel på kommunalpolitik og f.eks. landspolitik. De politiske issues der normalt interesserer unge er de mere idealistiske, hvor kommunens indflydelse er noget nær marginal. For mange unge, herunder mig, betyder kommunalvalget absolut intet. Stemmeprocenten vil derfor med al sandsynlighed være højere ved et folketingsvalg blandt unge, end ved et kommunalvalg. Akkurat som man ser det ved valgene nu, hvor stemmeprocenten er højere til folketingsvalg end kommunalvalg.

Et andet argument er, at unge ikke skal have stemmeret fordi der ikke er nok der stemmer. Et emne jeg tidligere har behandlet her på bloggen. Dog bør man stille sig det relevante spørgsmål, om prøvevalget giver et sigende billede af hvor mange unge der i det hele taget ville stemme til kommunalvalget. Prøvevalget var og vedbliver at være et fiktivt valg. Hvor mange over 18 år ville stemme til et fiktivt valg? Der er med andre ord god grund til at antage, at stemmeprocenten ville være betydeligt højere hvis at stemmerne havde haft en reel værdi.

Hvorvidt at stemmerne ville være faldet anderledes såfremt at valget havde haft en reel betydning, er der ikke umiddelbart noget der taler for. Hvad der derimod er sjovt at tage et kig på, er hvorvidt at det ville være profitabelt i et stemmemaksimeringsperspektiv for partierne at gå ind for en sænkelse af valgretsalderen eller ej. Hvis vi kigger på hvor mange procent af stemmerne folketingspartierne fik på landsplan, og sammenligner dette med hvor mange procent af stemmerne de fik af de unge til prøvevalgene, falder det hurtigt i øjnene, at de partier der går ind for en sænkelse af valgretsalderen, er de partier der vil øge deres procentmæssige vælgertilslutning, jf. tabel 1.

Jeg har gennem ft.dk fundet folketingspartiernes officielle holdning til spørgsmålet ”Hvornår skal man kunne stemme”, og fundet frem til om partierne er hhv. for eller imod en sænkelse af valgretsalderen. Ved langt de fleste af partierne stod det helt eksplicit hvad de mente. Der var dog et par undtagelser hvor holdningen ikke var entydig. Ved Socialdemokraterne mener de f.eks. at valgretsalderen skal forblive 18 år, men samtidigt anbefaler de ”[…] at der skal nedsættes en kommission, der skal se på mulighederne for, at unge på 16 år får stemmeret i Danmark.”. Dette har jeg tolket således, at de er imod en sænkelse af valgretsalderen, til trods for at dette kun er den halve sandhed. 

Det Radikale Venstre konkluderer også, at valgretsalderen er passende, men at ”[…] kommuner skal have lov til som forsøg at sætte valgretsalderen ned til 16 år ved det kommende kommunalvalg.”. Her har jeg også tolket det sådan, at partiet er imod en sænkelse af valgretsalderen. Enhedslisten mener at valgretsalderen skal ned til 15 år i stedet for 16.

Ved alle partier er der en sammenhæng, med undtagelse af Det Radikale Venstre. Ud fra en rationel optik kan det tænkes, at Det Radikale Venstre i valgsituationen gerne vil have sænket valgretsalderen ved dette valg, men ikke ser fordele i fremtidige valg.

Prøvevalget viser dog at der i det store hele er en overensstemmelse mellem om det er profitabelt, altså om det giver flere stemmer til det enkelte parti hvis valgretsalderen sænkes, og så holdningen til dette, altså partiets officielle holdning til at sænke valgretsalderen. Prøvevalget underbygger m.a.o. antagelsen om det downsianske parti, den homogene koalition af politikere, der vælger at forfølge den policy der maksimerer antallet af stemmer.

Dog kan man først og fremmest kritisere ideen om at parti er én aktør. Dertil kommer, at der inden for Rational Choice teorien er flere ideer om, hvad det er partier kan maksimere, hvor at der udover votes er tale om policy og office. Til sidst kan man også kritisere ideen om at partier er rationelle, herunder også ideen om hvorvidt partier rationelt kan kalkulere forskellige pay-offs ved at forfølge forskellige policies.

For Dansk Ungdoms Fællesråd var ønsket selvfølgelig at vise, at unge godt kunne engagere sig i kommunalpolitik. En dagsorden der fejlede fælt, bl.a. fordi man gjorde stemmeprocenten til et succeskriterium.

Links
Stemmer til prøvevalget
Stemmer til kommunalvalget

Venner bør ikke filmatiseres

Til trods for at det sidste afsnit af TV-serien Venner (”Friends”, 1994) blev sendt for over 5 år siden, lever serien i bedste velgående. Fanskaren er stor, og talrige TV-stationer sender stadigvæk de 10 sæsoner af Venner på repeat. Serien er skam også fantastisk, og der er intet at sige til, at markedet er hundesultent efter mere fra Venner-universet.

Ifølge denne nyhed er der en Friends: The Movie på vej. En nyhed der nok vil glæde mange fans af serien, dog undertegnede eksklusive. Lad mig forklare hvorfor.

Venner er fortællingen om 6 nære venners liv på godt og ondt, i medgang og modgang, til hverdag og til fest. For Rachel og Ross var fremtidsfrekvensen mere eller mindre indstillet. Rachel skulle giftes og Ross var i et fast forhold som han havde været i i mange år, og voksenlivet var mere eller mindre ved at banke på døren, men sådan blev det heldigvis ikke. Rachel efterlader brudgommen ved alteret og Ross’ kone er lesbisk. Rachel flytter ind ved Monica, og der er dermed lagt op til en tilværelse med konflikter, dating, arbejde, nærvær etc. Alt sammen med en sitcom humor som kun amerikanerne kan lave det.

Uanset hvad vore kære venner kommer ud for, om det så er problemer på arbejdet, på en date, i familien, med naboen eller noget helt femte, er venskabet der til at støtte en. Dette manifesterer sig klart i de første sæsoner af serien. Se bare på Monicas forhold til hendes forældre, Rachels ditto, eller den irriterende nabo Mr. Heckles. I thanksgiving-afsnittet hvor at Ross og Monicas forældre ikke vil holde thanksgiving middag og Monica derfor holder det selv, ender det med, at Rachel ikke kommer af sted på skiferie, Joey bliver afvist af familien pga. en oplysningskampagne omhandlende kønssygdomme og det hele går mere eller mindre galt for alle. Det ender dog med at de 6 venner sidder og spiser toast fordi hele middagen brænder på. Uanset under hvilke forhold middagen vil finde sted, og hvad der ligger til grund for dette, er vennerne der for en. Vennerne er med andre ord den individualiserede unges postmoderne familie.

I de nyere sæsoner falder kvaliteten og fokus. Chandler og Monica finder sammen og adopterer, Rachel får et barn og Phoebe får Mike. Venskabet forbliver, men er ikke længere primus motor. Vennerne erkender (måske med undtagelse af Joey), at der kommer en tid hvor livet ikke kan centrere sig omkring venskabet, men hvor at den rigtige familiedannelse kommer i centrum. Det er da også hvad serien ender med. Lejligheden tømmes og Chandler og Monica flytter i eget hus med to børn, og det hele ender med en rørstrømsk slutning. Hvis man skulle forestille sig en 11. sæson ville den skrige langt væk af villa, vovse og Volvo, så det er i min optik kun godt at den 10. sæson blev den sidste.

Venner er fortællingen om en epoke. En tid i livet hvor verden ligger for ens fødder og alt kan ske. Vennerne er blevet gamle (de unge venner er nu alle fyldt 40!) og de unge dage er fortid. Jeg kan kun gisne om hvad en film dog skulle kunne handle om. Uanset hvad vil det enten være en hån mod seriens slutning eller den grundlæggende idé.

Til sidst skal der, som Lisa Kudrow også har nævnt jf. artiklen, stilles spørgsmålstegn ved hvorvidt sitcommen overhovedet er filmatiserbar. Jeg udelukker ikke at dét kan lykkedes, men min tvivl er stor. I værste fald kan det ende med blot at blive endnu en standard romantisk komedie, som der i forvejen er lavet alt for mange af.

Måske holdet bag Venner kunne lave en film ved navn Family. En Friends: The Movie har i hvert fald ikke min interesse!

Valgretsalderen bør afskaffes

I forbindelse med kommunalvalget d. 17. november vil unge der er fyldt 16 år i en lang række kommuner landet over have mulighed for at afgive deres stemme ved et såkaldt prøvevalg. Hensigten med dette er at undersøge mulighederne for at styrke demokratiet og ikke mindst den demokratiske deltagelse. Den bagvedliggende idé er, at jo flere der kan inddrages i den demokratiske proces, desto bedre. Jeg vil i det følgende argumentere for 1) hvorfor en høj stemmeprocent aldrig bør være et mål i sig selv og derfor ikke bør være et gyldigt kriterium i vurderingen af et valgs succes, 2) hvorfor det ikke giver mening at tale om et prøvevalg, 3) hvorfor valgretsalderen ikke skal sænkes til 16 år, men fjernes og til sidst komme med 4) ideer til hvad der vil kunne erstatte valgretsalderens afskaffelse.

En høj stemmeprocent bør ikke være et mål i sig selv, da en sådan ikke er en indikation på demokratisk kvalitet, men blot demokratisk kvantitet. En valgdeltagelse på 100% siger intet om kvaliteten af de demokratiske institutioner og den politik der bliver ført, men noget om omfanget af hvor forankrede de demokratiske institutioner er i de stemmeberettedes bevidsthed og emnets vigtighed tolket af nævnte. Hvis der blev foretaget et valg i Nordkorea omkring holdningen til atomprøvesprængningsspørgsmålet, ville en høj valgdeltagelse m.a.o. ikke sige noget som helst omkring kvaliteten af demokratiet (f.eks. de liberale aspekter).

Det er en naiv forestilling, at demokratiske institutioners legitimitet opstår på baggrund af en stor folkelig opbakning. Tilfældet er derimod, at demokratiske institutioners legitimitet opstår, når dem der tager del i disse kender begrænsningerne for det at de demokratiske institutioner giver adgang til – nemlig den lovgivende magt. Demokratiet styrkes derfor, når dem at der tager del i det politiske gennem demokratiet og staten, har en fundamental forståelse for privatlivets ukrænkelighed, negative frihedsrettigheder og en sund skepsis over for troen på at staten kan alt med udgangspunkt i den lovgivende magtudøvelse.

Hvorfor skal man så have et prøvevalg til november? For at undersøge det fornuftige i at sænke valgretsalderen fra 18 til 16 år. Ved at afholde et prøvevalg får man følgende empiri der kan ligge til grund for vurderingen af prøvevalget: 1) hvor mange unge i aldersgruppen 16-18 år der har stemt og 2) hvad de har stemt. Hvad angår sidstnævnte kan der næppe herske nogen tvivl om, at en formodentlig stor valgsejr til Socialistisk Folkeparti næppe bør være et gyldigt argument for en sænkelse af valgretsalderen - uanset hvad ens politiske præferencer er.

Min spådom er, at hvis valgdeltagelsesprocenten viser sig at være lav blandt de unge, vil prøvevalget blive opfattet som en skuffelse og udtryk for, at unge under 18 år ikke skal have stemmeret. Dette er ærgerligt, da der ikke er noget der taler for, at dem der har stemt ikke har en fundamental forståelse for de demokratiske institutioner og en velovervejet idé om samfundets beskaffenhed. Derfor må en valgdeltagelsesprocent aldrig ligge til grund for vurderingen af et valgs succes eller manglen på samme.

Hvis tilfældet var, at valgdeltagelsen til næste Folketingsvalg kun var på 5%, ville dette principielt set ikke være et demokratisk problem, så længe at dem der har stemt har en forståelse for tidligere nævnte sunde skepsis og liberale værdier.

Valgretsalderen på 18 år er udtryk for en arbitrær demarkation mellem hvem der kan stemme og hvem der ikke kan, og denne kan kun begrundes i traditioner. Ligeledes vil en sænkelse af valgretsalderen til 16 år heller ikke kunne begrundes rationelt. Derfor vil jeg hverken argumentere for at valgretsalderen skal forblive 18 år eller sænkes eller hæves, men fjernes. Dette fordi jeg finder det nødvendigt, i weberianske termer, at gå fra en traditionel til en legal-rationel legitimitet.

Det skal være muligt for alle borgere i et samfund at deltage i de demokratiske institutioner, såfremt man vil tilegne sig en forståelse af disse og acceptere dets forudsætninger. Der er intet der taler for, at fordi man er fyldt 18, ved man hvad et demokrati er, hvad menneskerettigheder er osv., som historisk såvel som rationelt set er med til at styrke kvaliteten i de demokratiske institutioner.

Demokratiet i dag har udviklet sig til det rene rettighedstyranni og meningshysteri. Dette fordi man ser mere og mere bort fra de kvalitative aspekter i de demokratiske institutioner, og fokuserer mere på pøbelvældets legitimation og opbakning til den politik der bliver ført, frem for udgangspunktet for at føre politik med henblik på at løse kollektive handlingsproblemer. Man vil måske lige frem kunne finde nogen i dag, der ikke vil kunne forklare forskellen på stat og samfund, og ville kunne finde på at kræve, at staten skal gå ind og tage ansvar og løse problemer der i dets natur ikke bør eller skal løses af staten.

Men hvad skal så erstatte valgretsalderen? Stemmeretten bør selvfølgelig ikke være en rettighed man får stukket i hånden når blækket på dåbsattesten er tør, men samtidigt heller ikke noget man bare vokser sig til. Stemmeretten bør kunne erhverves på forskellige måder. Måder der har det til fælles, at de vidner om, at dem der har stemmeret har en viden omkring demokratiet, herunder f.eks. Montesquieus tredeling af magten etc. Der er mange metoder til at styrke den demokratiske viden, men pragmatiske forslag kunne være, at man skulle have gennemført samfundsfag på C-niveau, eller tage et kursus i det liberale demokrati, altså som en slags kørekort. Du kan ikke forestille dig at få kørekortet til almindelig bil (kategori B) tilsendt på din 18-års fødselsdag uden at have taget nogle køretimer, og ligeledes skal statens motor og magt ikke styres af og overlades til aktører valgt af folk uden den mest basale viden omkring dets funktion og begrænsninger.

Demokratiet bygger på nogle normative antagelser, og med dette kan man lige så godt acceptere, at en accept af disse må, bør og skal være udgangspunktet for den videre debat i hvad der så bør være offer for en demokratisk debat.

Betyder dette så, at dem der ikke vil tilegne sig en viden omkring staten, de demokratiske institutioner og dets forudsætninger og begrænsninger, ikke skal være en del af det politiske? Nej. Politik er ikke noget der kun finder sted på Christiansborg eller i Bruxelles/Strassbourg osv. Politik og politisk debat finder sted på mange niveauer i samfundet. Når man køber et produkt i supermarkedet, når man skriver under på en underskriftsindsamling, når man donerer penge til et projekt, når man skriver et læserbrev osv. osv. osv. Jeg plæderer blot for, at når givne politiske emner skal behandles i en folkevalgt forsamling i et repræsentativt demokrati, er det vel ikke for meget forlangt, at dem der behandler emnet, er valgt på baggrund af og igennem et kvalitativt stærkt demokrati.

Konklusionen må være, at rent teknisk vil en sænkelse af valgretsalderen kunne styrke det repræsentative demokrati og kvantiteten (hvis procentdelen af unge i alderen 16-18 år der stemmer er større end procentdelen fra 18+), men næppe det liberale demokrati. Det giver derfor ingen mening at debattere noget så ligegyldigt som en sænkelse af valgretsalderen. Hvad der derimod giver mening er en debat omkring hvilke adgangsgivende ressourcer til de demokratiske institutioner der vil kunne styrke det liberale demokrati.

Sygeforsikring ”danmark” og dårlige undskyldninger

Reklamer er på godt og ondt, om man vil det eller ej, en stor del af vores hverdag og kollektive referenceramme. De fylder gadebilledet, fjernsynet, (gratis)aviser, Internettet m.v. og influerer derigennem vores bevidsthed. Derfor giver det netop også god mening at forholde sig til reklamer og forsøge at eksplicitere de bagvedliggende logikker og motiver.

Et eksempel på dette vil jeg her bringe ved at tage udgangspunkt i reklamen for sygeforsikring ”danmark” ved navn ”På apoteket”, der er en del af reklamekampagnen ”Dårlige undskyldninger”, som bl.a. kører på landsdækkende TV. Dette vil ske ved at jeg vil 1) beskrive handlingsforløbet i reklamen, 2) analysere reklamens bagvedliggende logik og herefter 3) stille den op imod virkeligheden på sygeforsikring ”danmark”s præmisser. Det er min påstand, at reklamen og den virkelighed sygeforsikring ”danmark” repræsenterer, præsenterer og forholder sig til divergente menneskesyn. Jeg vil undlade her at tage stilling til private sygeforsikringers eksistensberettigelse m.v., men udelukkende forholde mig til det reklamekampagnen udtrykker, og sætte det op imod det produkt og foretagende reklamen promoverer.

Reklamen ”På apoteket” udspiller sig, som titlen indikerer, på et apotek, hvor en ung fyr skal købe et produkt, der, for folk som ikke er medlem af ”danmark, koster 800,-. Før kunden er prisen bekendt, beretter vedkommende, at han ikke er medlem. Da farmakonomen så beder om de 800 kroner, ser kunden sig nødsaget eller motiveret til at lyve om sit medlemskab af nævnte foretagende, og opgiver derfor kærestens CPR-nummer i et forsøg på at få det ønskede produkt med et af ”danmark” betalt tilskud. Reklamen slutter med en opfordring til at blive medlem af ”danmark” ved at droppe de dårlige undskyldninger for ikke at være med! Samme opfordring lyder i en anden reklame i kampagnen for sygeforsikring ”danmark”, der blot udspiller sig ved en zoneterapeut.

Det der i reklamen, som beskrevet ovenfor, er relevant at forholde sig til, er opfordringen til at droppe de dårlige undskyldninger for at melde sig ind i ”danmark”. En dårlig undskyld kan defineres som en ikke-tilfredsstillende årsag, som man anfører for sin handlemåde, men som ikke er den egentlige årsag. Hvilke årsager der i denne sammenhæng ikke er tilfredsstillende, er for den sags skyld irrelevant. Hvad vigtigt er, er ideen om, at man kan droppe de dårlige undskyldninger og melde sig ind, der tillægger de dårlige undskyldninger et ressourceprioriteringsperspektiv.

Den bagvedliggende logik i reklamen er dermed, at man som individ kan foretage et rationelt valg og træffe en ressourceprioritering og købe varen (forsikringen hos sygeforsikring ”danmark”). Her tillægges individet rationelle motiver og en kalkulerende bevidsthed. Et menneskesyn der inden for samfundsvidenskaben og specielt økonomien er repræsenteret via Rationel Choice. Med disse antagelser ser man dog også bort fra individets sygdomsforløb, medicinindtag, biologiske alder og så videre.

Det der nu bliver relevant, er, at stille dette menneskesyn over for det menneskesyn sygeforsikring ”danmark” forholder sig til jf. deres forudsætninger for at man kan købe deres produkt. Det første krav for at kunne blive medlem af sygeforsikring ”danmark” er, at dit ønske om indmeldelse i "danmark" er modtaget af et af "danmark"s kontorer, inden du er fyldt 60 år. Med andre ord er det en dårlig undskyldning at være fyldt 60 år. Det andet krav er, at du er fuldstændig rask i optagelsesøjeblikket og ikke lider af nogen ofte tilbagevendende sygdom eller af nogen legemssvaghed. Det er dermed en dårlig undskyldning ikke at være fuldstændig rask. Det tredje krav er, at du ikke forventer at få eller har haft noget forbrug af medicin inden for de seneste 12 måneder. Endnu en dårlig undskyldning: medicinindtag. Det fjerde krav er at du ikke har været i behandling hos fysioterapeut/kiropraktor eller andre behandlere inden for de seneste 12 måneder og det femte og sidste krav er, at du har fast bopæl i Danmark. Alt sammen dårlige undskyldninger hvis man tager udgangspunkt i den bagvedliggende logik i reklamen.

Dikotomien i det menneskesyn hhv. reklamen og afsenderen hver især repræsenterer, er i flere henseender symptomatisk for den dualisme der er i samfundet mellem på den ene side hvad angår de egenskaber og det ansvar vi tillægger hverandre, og den faktiske virkelighed på den anden side. Dette er primært tilfældet i politiske ideologier, der alle forsimpler den faktiske virkelighed for at legitimere status quo eller for at ændre status quo.

Individet er i al dets kompleksitet ikke mulig at reducere til en simpel rationel aktør afskåret fra sygdomme, biologi, social kontekst (samfundet) etc. der kun eksisterer på et bevidsthedsniveau, og dette er sygeforsikring ”danmark” fuldt bevidste om, hvilket ses på deres betingelser for forsikringerne. Samtidigt er de dog også klar over, at ved at lave en reklame hvor individet er reduceret til en aktør der blot skal træffe et valg mellem at blive medlem eller holde sig til dårlige undskyldninger, udviser de gode værdier og et fællesskab hvor alle er velkomne. Menneskesynet i reklamekampagnen styrker dermed foretagendets image udadtil, og menneskesynet, jf. betingelserne for at blive medlem, styrker ”danmark”s positive distance til bundlinjen.

Er det så rent hypotetisk muligt for alle danskere at droppe de dårlige undskyldninger og melde sig ind i sygeforsikring ”danmark”? Reklamen siger ja, realiteterne nej. Hvis reklamen derimod skulle udspringe af realiteterne, kunne reklamen have udspillet sig som følger: En pensionist går ind på apoteket og vil købe et produkt, og da farmakonomen spørger om pensionisten er medlem af ”danmark”, må svaret lyde: ”Nej, jeg er for gammel!” – efterfulgt af en speakerstemme der afslutter reklamen med noget a la: ”Meld dig ind i ”danmark”… hvis du er rask, ung og sund.”.

Sanne Salomonsen, inspiration og kunstnerisk integritet

Jeg har lige set en reklame. Den gav mig en så dårlig smag i munden, at end ikke hvis de efterfølgende reklamer var for Colgate, V6, SB-12 eller Listerine, ville smagen kunne fjernes. Reklamen er for Canal Digital og med frøken sell-out, Danmarks Rock-Granny, Sanne Salomonsen (herefter SS) i centrum som reklamedukke. Normalt har jeg intet imod skuespillere, kendte m.v. der tager part i reklamer for at tjene til dagen og vejen. Man må nu engang og til syvende og sidst gøre hvad man kan for at få mad på bordet. Det er en hård branche.

Jeg vil dog gøre en undtagelse i forhold til min overbærenhed. Nævnte reklame er så irriterende og SS er ikke til at holde ud at høre og se på. Hvordan man som kunstner ved sine fulde fem kan sidde i en reklame og tale om Canal Digital som en inspirationskilde pga. superlyd og kvalitet, er mig en stor gåde og irritation. Har man ingen kunstnerisk integritet eller værdighed overhovedet!? Burde det ikke være muligt at deltage i en reklame for Canal Digital uden absolut at skulle tale om hvor vigtigt et fjernsyn er for ens levevej?

Men hvem ved! Måske er det Canal Digitals store TV-pakke, der har gjort, at SS i reklamen kan synge: "jeg ser det klart - helt åbenbart - for hele verden ligger åben"

Tina Dickow kan sagtens være med i en reklame for SAS uden at skulle fortælle om hvor meget flyveture inspirerer hende. Og Pernille Valentin kan sagtens spille Sanne i reklamerne for Storebæltsbroen uden at fortælle om hendes store og primære inspirationskilde - BroBizz.

Hele verden ligger åben i widescreen-format og med surround sound! Gudfader bevares, SS.