OBS

OBS: Denne blog er flyttet til erikgahner.dk

OBS: Denne blog er flyttet til erikgahner.dk

OBS: Denne blog er flyttet til erikgahner.dk

OBS: Denne blog er flyttet til erikgahner.dk

onsdag den 16. december 2009

Giver velfærdsstaten mere frihed? Når målet helliger voldtægten.

Velfærdsstaten er en interessant størrelse. Vi har at gøre med en størrelse der er større end det enkelte individ, og dermed også med en velfærd der ikke alene er defineret af det enkelte individ og vedkommendes præferencer. Vi har at gøre med en størrelse, der mener, at de ressourcer der fordeles i samfundet på baggrund af borgernes egne moralske forpligtelser over for ens medmennesker, ikke er tilstrækkelig, og en institutionel tvangsmæssig fordeling er nødvendig.

Der er i tidernes løb skrevet megen litteratur med henblik på at legitimere institutioner der ønsker at skabe positiv frihed. Uanset hvordan den vendes og drejes, vil jeg dog til hver en tid og altid mene, at velfærdsstaten IKKE giver mere frihed. Velfærdsstaten skaber derimod grundlaget for en higen efter autoritet, hjælpeløshed og eksistentiel underkastelse. Det er prisen for at have det institutionelle set-up der udgør velfærdsstaten. I velfærdsstaten er man ikke en borger, men en klient. Det er den pris vi betaler.

Når vi på den måde skal forsøge at legitimere at staten griber ind og træffer valg for os (og dermed fjerner vores frihed), kan det hurtigt blive bizart i forhold til den argumentation man kommer ud i. Hvorom alting er, er vi i hvert fald ikke frie som enkeltindivider. Kun gennem andres handlinger kan vi blive frie. Dermed legitimerer vi at staten går ind og påvirker det enkelte individ og krænker dennes negative frihed, for at kunne give en positiv frihed. Jeg har det ikke godt med denne frihed. Først og fremmest fordi det mindsker det individuelle ansvar og er et udtryk for en manglende respekt i forhold til mit værd som selvstændigt menneske og mine egne frie valg, som bunder i egne moralske forpligtelser frem for kollektivt tvang.

Tanken om, at jeg som menneske ikke selv er i stand til at træffe frie valg, men er efterladt til at stå tilbage med den frihed velfærdsstaten giver mig, er skræmmende. Der er åbenbart en eller anden marxistisk inspireret tro på, at verden ikke kan fungere fordi jeg har en ”falsk bevidsthed” i forhold til hvad der er rigtigt at gøre. En ”falsk bevidsthed” der legitimerer at staten griber ind og krænker mine frihedsrettigheder, herunder ejendomsretten. Den frihed velfærdsstaten skaber kan i denne sammenhæng bedst sammenlignes med den frihed en kvinde opnår efter en gruppevoldtægt. Ganske vel kan det godt være at vi voldtager et menneske og krænker hendes værdighed og fundamentale ret til sit eget liv, men det vi kollektivt får ud af det legitimerer selve handlingen.

Det er den pris vi nu engang betaler os. Velfærdsstaten voldtager os. Hvis vi kan lide det, giver velfærdsstaten os mere frihed. 

4 kommentarer:

Simon sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Simon sagde ...

Blogindlægget rejser en væsentlig og altid aktuel debat, nemlig hele spørgsmålet om hvorledes vi som individer sikres den størst mulige grad af frihed. Skribenten har selvfølgelig ganske ret, når vedkommende hævder, at velfærdsstaten ikke er perfekt i forbindelse med ovenstående, og at den til tider efterlader individet med en begrænset frihed. Dog bliver der intet sted nævnt et alternativ, hvorfor man sidder tilbage med en underlig følelse af ligegyldighed overfor indlægget.

Den store statsmand Winston Churchill (1874-1965) er blevet citeret for, at demokratiet er den mindst ringe styreform. På samme vis kan velfærdsstaten siges at være det mindst ringe system til at sikre den største mulige grad af frihed for den enkelte.

Som alternativ til velfærdsstaten kunne nævnes den rent liberale, markedsdominerende stat, som skribenten efter alt at dømme ville fortrække. Her ville borgeren ganske rigtigt ikke være klient men i stedet forbruger, hvilket ikke nødvendigvis gør friheden større. Som forbruger agerer man nemlig på et marked, hvor det alene er pengepungens størrelse, som determinerer antallet af valgmuligheder: har du penge så må du få, har du ingen så må du gå. Resultatet bliver, at de velhavende kan vælge frit på alle hylder, mens de socialt udsatte henvises til ganske få af markedets produkter. Det er korrekt, at de bedre stillede har en stor grad af frihed, men til gengæld er friheden for de dårligere stillede reduceret til et minimum.

I velfærdsstaten spiller markedsmekanismerne ligeledes en rolle, hvilket er godt for såvel produktiviteten som innovationen, men samtidig gives der gennem eksempelvis gratis uddannelse og lægehjælp lige mulighed for alle uanset indkomst eller baggrund. Dette er på ingen måde marxistisk inspireret, men bunder i en klar liberal målsætning om, at ethvert individ skal have frihed til at forfølge lykken (jf. den amerikanske uafhængighedserklæring).

E sagde ...

Først, af hjertet tak for dit indlæg. Min hensigt med indlægget er at kritisere tanken om, at vi med god samvittighed kan krænke individets frihed for at ”give” frihed. Den positive frihed kan udelukkende opretholdes ved at krænke den negative frihed. Kun ved at undertrykke et individ kan du give en anden positiv frihed.

Jeg siger ikke at summen af frihed, hvis det er muligt at kvantificere frihed, er større, hvis vi udelukkende arbejder hen imod en natvægterstat der bygger på at opretholde den negative frihed. Vi må dog være bevidste om, at så snart vi går ind og krænker individets selvstændighed og tvangsinddrager en del af dennes ejendom, krænker vi dette individ på en måde som jeg ikke kan legitimere. For at sætte tingene på spidsen kan man sige, at for at have moralen på plads som velfærdsstatsborger, må man have en voldtægtsforbrydermentalitet.

Spørgsmålet er så, hvor langt kan vi tillade os at gå før målet ikke længere helliger midlet. I hvilket omfang kan vi krænke individets frihed og integritet, før at målet om at give de bedste betingelser og muligheder går for vidt?

Jeg indrømmer gerne at jeg ikke ser det som meningen med min eksistens at give bistandsklienter mad på bordet og smøger i inderlommen. Det ændrer dog ikke på, at jeg er en del af et samfund hvor jeg lever blandt andre mennesker i en virkelighed jeg ikke blot kan ignorere. Samtidigt anerkender jeg dog ikke stat-marked dikotomiseringen, og ser derfor heller ikke dét alternativ til velfærdsstaten som du nævner, som det eneste. Med mindre stat får vi ikke nødvendigvis mere egoisme. Jeg forstår ganske enkelt ikke argumentationen om, at næstekærlighed og generøsitet er bundet til et kollektivt organ der tvangsfordeler ressourcer.

Ideen om at alt hvad der ikke foregår i statsligt regi blot er på et marked hvor egennyttemaksimerende individer kæmper om at have flest penge og maksimere mængden af samme, er yderst primitiv. Derfor tror jeg også at antagelsen om at vi uden en stat blot er reduceret til forbrugere, er forkert. Individets moralske overvejelser forsvinder ikke i det sekund velfærdsstaten mindskes. Tværtimod er det først dér at vi tvinges til at forholde os moralsk til den verden vi, om vi vil det eller ej, er en del af.

Det er da helt sikkert gode intentioner der ligger bag velfærdsstaten, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at den skaber mere lighed. Samtidigt må man dog også sande, at jo længere tid man lever i en velfærdsstat, desto mere forpurrer den ens evne til at handle moralsk, da sådanne valg træffes af andre end individet selv og dermed fjerner individets moralske ansvar. Det giver derfor heller ingen mening at tale om et reelt alternativ til velfærdsstaten. Vi kan ikke institutionalisere det enkelte individs ansvar. Moral er ikke noget der er, men noget der sker på baggrund af frie individers frie valg, så vidt muligt. Vigtigt er det jo også at huske på, at social generøsitet er noget vi som mennesker er disponeret genetisk til.

Anonym sagde ...

I wish not acquiesce in on it. I assume precise post. Expressly the title attracted me to review the intact story.