OBS

OBS: Denne blog er flyttet til erikgahner.dk

OBS: Denne blog er flyttet til erikgahner.dk

OBS: Denne blog er flyttet til erikgahner.dk

OBS: Denne blog er flyttet til erikgahner.dk

tirsdag den 20. april 2010

Danmarks Radio, teknologi og kollektive goder

Der er i løbet af de senere år sket mangt og meget rent teknologisk. Teknologiske udviklinger der har haft en række væsentlige implikationer for medierne og hvordan disse agerer i relationen med medieforbrugerne. Dagbladene står over for udfordringer der var utænkelige for få år siden, internettet har haft drastiske konsekvenser for hvordan og hvor ofte man opdateres med nyheder etc.

Retter vi blikket mod DR ser vi en institution der også har fulgt med tiden, men på ingen tænkelig måde har nogen form for eksistensberettigelse længere. Da DR, eller Statsradiofonien som det hed dengang, så dagens lys, var der ingen virksomhed der kunne tilbyde det at DR kunne, da der ganske enkelt ikke var et profitabelt marked bl.a. grundet meget dyr teknologi og fundamentalt anderledes mediepræferencer end dem vi ser i dag.

Det at DR kunne levere var et kollektivt gode. Et gode der var til gavn for os alle, men der på daværende tidspunkt ikke var et marked for. Meget vand er løbet gennem bækken siden DR for første gang sendte lydbølger ud i æteren, og det nye medielandskab gør derfor også, at man må tage en medieinstitution som DRs eksistensgrundlag op til revision. Pointen er som sådan set bare, at DR den dag i dag ikke kan levere et kollektivt gode, som markedet ikke kan levere.

DRs berettigelse ligger i public service begrebet og hvordan man tolker dette. Jeg vil i dette indlæg tage udgangspunkt i distinktionen mellem det brede og det smalle public service begreb[1]. Det brede public service begreb bygger på ideen om, at man skal ”samle nationen” og levere indhold der favner bredt. Det smalle public service begreb har den filosofi, at en statsbeskyttet monopol-virksomhed skal levere det indhold, som markedet ikke kan levere.

Det giver dog ingen reel mening at tale om et bredt public service begreb, da vi har talrige eksempler på, at markedet godt kan levere dette indhold. TV2, der ikke har fået licensmidler siden 2004, er en medieaktør der i høj grad har formået at samle nationen. Der kan bl.a. nævnes fodbold- og håndboldlandskampe, kongelige begivenheder, valgkampsdebatter, Vild med dans, og der er intet der taler for, at TV2 ikke ville kunne profitere på at sende X-factor. Det brede public service begreb er derfor kun med til at forvrænge markedsvilkårene.

Når det kommer til det smalle public service begreb, ser det ikke meget bedre ud. Først og fremmest fordi, at DR agerer på markedsvilkår, og dropper TV der ikke har nok seere. DR kan, hvor meget de så end gerne vil det, ikke afskrive sig det publikum de skal levere indhold til. DR har i samme omfang som aktører på markedet, brug for tilhængere der velvilligt betaler. Når DR desuden prioriterer nogle områder, går det desværre ud over andre. Et eksempel på dette er hvis at DR sender børne-TV og sågar laver en kanal ved navn DR Ramasjang, der på ingen måde gør det til et nemt marked for andre aktører.

Det bedste argument imod det smalle public service begreb er dog, at teknologien og markedet har udviklet sig så meget, at det giver mindre og mindre mening at tale om et sådanne. Det er heller ikke helt uden grund, at Anders Fogh Rasmussen i hans værk, Fra socialstat til minimalstat (der også er at finde online her), bruger netop medierne som et eksempel på et kollektivt gode:
”Radio og TV er et eksempel på ydelser, der startede med at være kollektive goder, men nu er et helt eller delvist privat gode - takket være den teknologiske udvikling. Radio og tv kan drives privat og finansieres med reklameindtægter eller direkte betaling for brug af dekodere og lignende.

I det hele taget vil den teknologiske udvikling indebære en tendens til, at stadig færre ydelser er kollektive goder. Stadig flere af de traditionelle kollektive goder kan udbydes og finansieres af private.”[2]

Det vi ser i det 21. århundrede er et marked hvor at teknologien har udviklet sig så meget, at produktionsomkostninger forbundet med at producere lyd og billeder, er faldet så drastisk, at der ingen grænser er for hvor lidt det koster at lave TV, radio eller netindhold.

Ikke at samfundets samlede nytte skal være vores målestok for legitimiteten i politiske handlinger, tværtimod, men uafhængigt af om vi forholder os til det brede eller det smalle public service begreb, giver det ingen mening at have en aktør som DR på markedet. DR hindrer markedsefficiens, og dermed en allokering af ressourcerne så det giver den største nytte. En nytte som at ny teknologi ellers har muliggjort. Jeg tør kun håbe på en større offentlig modstand mod DR. En modstand jeg dog også mener at kunne se tendenserne på nu, der allerbedst er personificeret ved Licens-Lars’ kamp mod medielicensen.

Det der legitimerede Statsradiofonien i de gode gamle radiodage, var ideen om at kunne levere et kollektivt gode, som ingen markedsaktør kunne levere pga. de teknologiske muligheder der var på daværende tidspunkt. En tid vi heldigvis har udviklet os ud af, men hvorfor har vi stadigvæk DR?

----------------
[1] For en typologi over forskellige public service begreber, tjek Mouritsen, Per (2006). I folkets tjeneste: Public service som omstridt begreb. Journalistica 3: pp. 65-85.
[2] Fogh Rasmussen, Anders (1993). Fra socialstat til minimalstat: pp. 111.

5 kommentarer:

Simon Grundt Straubinger sagde ...

Et godt, velskrevet indlæg, som dog desværre ikke rammer plet, da de opstillede præmisser ikke har helt hold i virkeligheden. Jeg vil i det følgende først kommentere på det brede public service begreb, hvorefter jeg vender mig mod det smalle.

Med hensyn til det brede public service begreb, må jeg langt hen ad vejen give skribenten ret. Der er op til flere kommercielle kanaler, som leverer samlende underholdning for nationen, hvorfor det ikke er absolut nødvendigt for DR at investere i talentshows a la X-Factor eller store sportsbegivenheder. Disse samlende underholdningsprogrammer er dog med til skabe opbakning til kanalen blandt befolkningen, hvorved det brede public service begreb kommer til at fungere som middel til, at kanalen kan opfylde sit egentlige formål nemlig det smalle public service begreb.

Vedr. det smalle public service begreb er jeg helt uenig med skribenten, at DR har udspillet sin rolle med at formidle viden/underholdning. DR's fremmeste rolle er ifølge undertegnede at producere/sende programmer, som befolkningen ellers ikke ville stifte bekendtskab med. Enten fordi det kun er DR, som besidder teknologien, eller fordi det ikke kan betale sig økonomisk for de kommercielle kanaler. Førstnævnte er som skribenten ligeledes pointerer ikke længere aktuelt, da der både er kommet langt flere aktører på markedet, samt at det er blevet langt billigere at producere/sende programmer. Argumentet vedr. det økonomiske incitament er dog stadig tungtvejende, da kommercielle kanaler som primær motivation har at tjene penge og ikke dække nicheområderne. Man kan derfor frygte, at Danmark som et lille land og sprogområde vil miste væsentlige programmer, som godt nok ikke ses af mange, men som har betydning oplysningsmæssigt/kulturelt. Det kommer altså ikke kun an på hvad markedet KAN levere, men ligeledes på hvad markedet VIL levere.

Eksemplet med TV2 og børneunderholdning illustrerer ovenstående pointe. Der står intet i artiklen om, at TV2 har fravalgt produktionen af børneunderholdning grundet DR Ramasjang, men i stedet fordi at kanalen 'ikke har råd til at lave fjernsyn for 100.000 seere'. Jeg synes personligt, at det ville være synd, hvis ikke der blev sendt/produceret god gedin dansk børneunderholdning.

Jeg noterer mig, at skribenten ser en stor modstand mod DR og licensen med henvisning til Licens-Lars' Facebook-profil. Jeg vil ikke afvise, at der findes en sådan massiv modstand, men er dog ret overbevist om, at den i højere grad går på institutionens påståede venstredrejning (jf. røde lejesvende, STASIradiofonien, DDR1) end på indlæggets kritik.

En relevant kritik af DR kan dog rejses vedr. prioriteringen af de brede programmer over de mere smalle, som der har været en tendens til. Dette er dog ikke en kritik, som retfærdiggører en lukning af DR.

E sagde ...

Mange tak for din gode kommentar. Jeg står dog tilbage med et par spørgsmål efter at jeg har læst den.

Som jeg læser din kommentar, ser du det brede public service begreb som midlet til at nå målet, der er det smalle public service begreb? I så fald: Vi skal have en statsejet aktør, der konkurrerer på markedet og påfører andre tab, for at denne statsejede aktør så kan levere det indhold ’befolkningen ellers ikke ville stifte bekendtskab med’.

Hvor stor en del af befolkningen tror du, bruger DR til at stifte bekendtskab med programmer de ellers ikke ville se? Vi kan ikke tvinge befolkningen til at se Danskernes Akademi og Deadline 2. sektion, og heldigvis for det. Et relevant spørgsmål i denne sammenhæng er, om du kan give eksempler på noget indhold der ikke vil kunne produceres på et marked? Tænk blot på alt det der allerede nu dækkes af markedet, og dette til trods for forværrede markedsvilkår forårsaget af staten.

Du har ret i, at DR ikke nævnes i artiklen, men det forekommer mig indlysende, at TV2s seertal er afhængige af hvad DR tilbyder. Her skal man også tænke på, at fordi at TV2 ikke leverer børneunderholdning, er det ikke ensbetydende med at markedet ikke gør det. I flæng kan jeg nævne Disney Channel, Boomerang og Nickelodeon som danske reklamefri børnekanaler. Om dette er ’god gedin dansk børneunderholdning’, må være op til markedet at afgøre.

Hvilke motiver der ligger til grund for en modstand, er i min optik ligegyldig. Det jeg finder bedst er i hvert fald bare, at den er der.

E

Khvilsted sagde ...

Hermed et sent lille indspark til debatten.
At legitimere bred public service og indkøb af x-factor, landskamp, haveprogrammer og alskens for at kunne sælge smal public service er efter min mening en falliterklæring, men desværre en præmis som til en vis udstrækning må acceptere, og som også kan give et reelt positivt udslag på bundlinjen - altså være mere samfundsefficient, end en hel eller delvis privatisering eller nedbrydning af DR.

DR er reelt set det eneste organ foruden TV2 der dækker stort set hele landet med sin TV-sendeflade. DR og TV2 er altså foreløbigt de eneste der tilbyder at transmitterer landsdækkende begivenheder, som kan samle danskerne i stuerne på tværs af geografi, køn og kultur. Først i løbet af det seneste års tid, er der åbnet op for flere digitale frekvenser der kan dække hele landet, ligesom der vil komme flere til over det kommende årti.

Et af de ting der gør Danmark så rigt, er vores meget stærke tillid. Tillid er et begreb der gør, at vi sparer en masse ressourcer i samfundet, fordi vi undgår dyre kontrolmekanismer og ineffektive institutioner. Undersøgelser har vist, at tillid kan forklare op til 25 procent af den økonomiske velstand i en nation.

Hvad kommer tillid så af. Det er kulturelt betinget. Det kommer blandt andet af kongehuset, landsholdet, sild og snaps, folkeskolen, homogeniteten osv.

Et af de organer, der forbinder alle disse områder, og som aktivt prøver at integrere de nye grupper vi har i samfundet er DR. DR er et bindemiddel der på en og samme platform ikke bare formidler brede populære programmer som x-factor, men også mere nicheprægede programmer på DR2, samt P1 og P2.

DR er altså meget effektivt, som en kulturformidler - der ligesom folkeskolen giver os mulighed for at blive dannet og oplyst uanset indkomst eller etnicitet. DR har i de seneste par år udviklet sig i et fornuftigt tempo med de muligheder der er kommet i kølvandet på billigere distribution, blandt andet takket været internettet.

Khvilsted sagde ...

FORTSAT (ANDEN DEL)


Jeg er på sin vis enig med E. Jeg ønsker ikke, at DR skal have monopol på oplysning og underholdning, som de på mange områder har givet deres store platform. DR har en tendens til at lave venstredrejet oplysning, efter min mening, ligesom DR ganske givet holder andre spillere ud af markedet givet deres størrelse.
Jeg vil dog også forsvare DR’s børne-tv, da dette netop er tilgængeligt for alle, samtidigt med at det er reklame tv. Jeg mener, at kvalitativt børne-tv er ekstremt vigtigt i en moderne tid, hvor vi risikerer, at blive mere og mere differentieret. Fjerner DR børne-tv, ja så bliver det svært for nogle forældregrupper at få fat i reklamefrit kvalitets børne-tv. Markedet er simpelthen ikke modent nok til at levere dette endnu. Tilgængeligheden er simpelthen ikke stor nok, og er i mange tilfælde for dyr. Kunne man købe én reklamefri kvalitets børne-tv kanal for et lavt beløb måneden, så ville jeg være den første og bedste til at lukke for DR’s børne-tv. Men denne mulighed eksistere desværre ikke endnu, hvorfor jeg ikke kan være tilhænger af vi begrænser dette, ligesom mange andre tilbud DR tilbyder på deres platforme.

Jeg er selvfølgelig velvidende, at når man opretholder DR’s dominans på denne måde, så gør man det mindre attraktivt for konkurrenter at lave et billigt alternativ, der kan matche DR’s kvalitet, måske endda til en billigere pris. Men prisen for at lukke DR og alle dets smalle, såvel som brede public service kanaler, kan efter min mening blive meget mere dyr for samfundet, end at bevare DR som det er i dag, indtil markedet har bedre mulighed for at overtage DR’s brede public service programmer.

Hvorvidt der nogensinde kommer et reelt alternativ til DR’s smalle public service kanaler og programmer, som vi særligt finder på DR2, P1 og P2 vil jeg stille mig stærkt tvivlende over for, givet landets lille størrelse. Lige så længe det ikke er tilfældet, ja så må DR bestå for better and worse. DR er nemlig en institution der på linje med folkeskolen og landsholdet binder danskerne sammen, gennem oplysning, formidling og underholdning.

Spørgsmålet er så bare, om vi har råd til at slagte koen for at spise lunserne nu, for så at opdage, at vi løber tør for mælk over tid.

E sagde ...

Du taler om, Khvilsted, at DR og TV2 foreløbigt er de eneste der transmitterer landsdækkende begivenheder. Der er dog intet der taler for, at den ”tillid” som at DR er med til at skabe og holde sammen på, ikke også kan holdes sammen af TV2 og de public service krav som denne er koblet op på. Hvad mener du desuden med ”samfundsefficient”? Og det du mener med dette; hvordan opretholdes dette gennem tvang (hvad licensen jo i praksis er for dem der ikke velvilligt betaler)?

TV2 er med til at samle nationen - i mange tilfælde sågar bedre end DR. TV2 transmitterer, som nævnt tidligere, også fra kongelige begivenheder, landsholdskampe (”Hele Danmarks Hjemmebane”) etc., og jeg kan bare ikke se logikken i, at DR kan ”samle nationen” på en måde som TV2 ikke kan. Og fortæl mig om et nichepræget produkt som markedet ikke vil kunne levere, og jeg kan gå ind for DR. Hvis vi lukker DR, og det viser sig, at markedet ikke kan levere ”P1-kvalitet”, jamen så har vi da en public service pulje der kan sørge for, at nogle markedsaktører laver de nicheprægede produkter. Vi skal sgu nok finde en måde at få vores ”økologiske kvalitetsmælk” på, selvom DR ikke findes.

Hvad angår reelle alternativer, er der mange kvalitetsprogrammer på kanaler som DK4, TV2 News m.fl., der fint eksisterer på markedet. På trods af DRs kvælende og dominerende position. Desuden løber det mig koldt ned af ryggen når noget ”binder danskerne sammen” - specielt når det foregår gennem tvang.

Jeg køber ikke argumentet omkring DR som kulturformidler. Hvis det praktisk talt var sådan, at DR kunne være kulturformidler, skulle vi så hindre den selektivitet som at mediebrugerne har, og tvinge folk til at se denne ”kultur” der skal tvangsfinansieres? Hvis landets pensionister absolut vil se Søren Ryge, må de sgu selv betale. Hvad kan sådan et program desuden koste at lave? En kande kaffe? Der er selvfølgelig smalle public service programmer der koster mere at producere, men her henviser jeg igen til ideen om public service midler som at private aktører kan søge. Der er tendenser til allerede nu, at det er noget vi vil se meget mere af i fremtiden. Og heldigvis for det.

Hvad angår børne-TV, så lur mig ikke om de totusinde kroner det koster om året at betale licens, kunne finansiere en helvedes masse TV-kanaler (for de penge kan man i hvert fald få Viasat eller Canal Digital) og adgang til et hav af forskellige reklamefri børnekanaler.

Essensen af denne kommentar (og mit blogindlæg) er den, at DR bliver mere og mere overflødig for hver dag der går. Med tiden er DR blevet så overflødig, at denne institutions eksistensberettigelse ganske enkelt er forsvundet. Vi lever m.a.o. i et samfund hvor at frie menneskers teknologiudviklinger har medført, at vi kan leve i et land, hvor der ikke er behov for en enorm statsejet medieaktør. Er det ikke herligt?