OBS

OBS: Denne blog er flyttet til erikgahner.dk

OBS: Denne blog er flyttet til erikgahner.dk

OBS: Denne blog er flyttet til erikgahner.dk

OBS: Denne blog er flyttet til erikgahner.dk

onsdag den 14. april 2010

Det skrevet står, ergo...

Jeg får af og til besøg af Jehovas Vidner. Det er som skrevet tidligere ganske flinke mennesker, men jeg står meget uforstående overfor den måde de forholder sig til spørgsmålet om hvad viden i det hele taget er for en størrelse. Det er som om at de kører på den præmis, at fordi det står skrevet i biblen, er det Guds ord og derfor definitorisk viden vi har med at gøre. Vi lever altså i det 21. århundrede, og det burde derfor ikke være for meget forlangt, at vi i fællesskab kunne gøre os følgende antagelse: Fordi at noget står i en bog, er det ikke nødvendigvis viden.

Det er dermed en fundamental tvivl og skepsis i forhold til det skrevne ord, der er nødvendig, hvis vi skal have en forståelse af hvad viden er - og ikke er. For at tale om viden må vi derfor have en idé om hvad der er viden, og lige så vigtigt, hvad der ikke er viden. Dette demarkationskriterium er blandt andet noget Karl Popper gik meget op i[1], og jeg mener ikke at det er et unfair videnskriterium at operere med, så længe man ønsker at tale om viden. Muligheden for at komme tættere på en sand viden ligger i falsifikationen. Det handler derfor om at fejle.

Vi mennesker er komplekse eksistenser i en mindst lige så kompleks verden, som vi nok aldrig rigtigt kommer til at forstå til fulde. Og heldigvis for det. Hvis der er én ting vi har lært, så er det, at mennesket kan tage fejl. Det stiller os dog ikke i en position, hvor at vi bør give op i forhold til at prøve at forstå verden og forklare hvorfor tingene er som de er og hvad der sker omkring os. Den position mennesket er i, som ikke-komplette skabninger, stiller bare nogle specielle krav til hvilken viden der er opnåelig for os som videnskabsmænd (altså skabere af viden).

Det er for nemt at være relativist og sige, at den ene påstand er lige så god som den anden, bare fordi at der ikke findes nogen overmenneskelig epistemologisk domstol der kan give os right and wrong. Lektien er sådan set bare, og den pointe jeg gerne vil bringe, at hvis man vil tale om viden i mit påhør, må man have gjort sig nogle eksplicitte eller implicitte antagelser om, hvilke videnskriterier og metoder der er brugt til at skabe den pågældende viden. Og ikke mindst - hvornår har vi ikke længere med viden at gøre? Når det ikke står i biblen?

Når at Jehovas Vidner står i min dør og moralprædiker og taler smukt og helligt om alt mellem himmel og jord og udover dette, er det de sådan set siger bare, at vores kriterium for at vide noget er, at det står i en bog vi er blevet fortalt gennem traditioner, indeholder sandheden. På baggrund af dette kan jeg så med udgangspunkt i min vurdering af deres demarkationskriterium (eller mangel på samme), forholde mig til deres viden.

Om man så havde læst 1.000.000.000 bøger, var man ikke nødvendigvis tættere på nogen form for sandhed. Bøger er derfor ikke pr. definition lig med mere viden, og dermed heller ikke nødvendigvis klogere mennesker. Det er ærgerligt, når bøger bliver et alternativ til at tænke, da bøger ikke bør blokere, men supplere den kritiske tankegang.


----------------
[1] Jeg vil i denne forbindelse anbefale Karl Poppers "The Problem of Demarcation", der er at finde i David Millers (red.) Poppers Selection

Ingen kommentarer: