E

Jeg er flyttet...

2010-06-30T02:08:00.002+02:00

Kære alle,

Jeg har valgt at flytte min blog over på eget domæne -> erikgahner.dk

Vi ses der :-)

Frihed er frihed er frihed

2010-05-24T19:09:00.002+02:00

Hvad er ligheden mellem Socialistisk Folkepartis, Enhedslistens og Socialdemokraternes principprogrammer? De benytter alle frihedsbegrebet, uden at eksplicitere hvilke områder og sfærer af tilværelsen, der ikke er underlagt politisk regulering og restriktioner.

Dette indlæg forsøger at forholde sig til en sjov tendens vi oplever i disse år, hvor at frihedsbegrebet reduceres til et buzzword, der kan bruges efter forgodtbefindende i alle tænkelige sammenhænge, til at legitimere alle politiske handlinger og mangel på samme. Mie Harder skriver i et indlæg på hendes blog, i forbindelse med at frihedsbegrebet bruges til at legitimere politisk regulering på rygeområdet, ganske rammende omkring udfordringen der er forbundet med tidens udvanding af frihedsbegrebet:

”For mange er det åbenlyst vigtigere, at borgerne træffer de rigtige valg – end at de træffer frie valg. Det kan man kalde alt muligt, men det har intet med frihed at gøre. Hvis frihed ikke skal ende med at være en tom skal, der kan påfyldes et hvilket som helst indhold, må de af os, der har vores frihed kær, protestere over denne misbrug af begrebet.”

De resterende linjer af dette blogindlæg vil jeg dedikere til at beskrive, hvordan jeg ser frihedsbegrebet. Dette er velvidende, at hvis dette indlæg bliver kommenteret, er det højst sandsynligt i en ”Positiv frihed er vigtigere!”-jargon. I den forbindelse synes jeg at denne lidt ældre, men stadig aktuelle, kronik, er værd at læse. Specielt er følgende formulering spot on, og værd at stoppe op og reflektere over, i en tid hvor der efterhånden ingen grænser findes for, hvilke sfærer af vores tilværelse, politikerne er klar til at regulere:

”Velfærdsrettighederne (de positive rettigheder, red.) angiver derimod ingen begrænsninger for staten og sætter ikke begrænsninger for totalitære regimer. Tværtimod forklarer de, at staten er skyldig at øge sin magt for at kunne omforme samfundet og styre borgernes aktiviteter til det ønskværdige resultat. I praksis medfører det et samfund, hvor staten er altdominerende, hvorfor politisk pluralisme og individuel frihed er uforenelig med velfærdsrettighederne.”

Når jeg læser disse guldkorn, mindes jeg, forhåbentlig med rette, følgende citat fra Woodrow Wilson, fra hans tale til New York Press Club i 1912:

“Liberty has never come from the government. Liberty has always come from the subjects of government. The history of liberty is the history of resistance. The history of liberty is a history of the limitation of governmental power, not the increase of it.”

Dette har den implikation, at friheden ikke er noget staten skaber. Frihed skal derfor ej forveksles med en høj skatteprocent og en stor fordeling på baggrund af tvangsmæssig inddragelse af ressourcer. Isaiah Berlin formulerer det meget godt i Two Concepts of Liberty, når han skriver: ”Liberty is liberty, not equality or fairness or justice or human happiness or a quiet conscience.” (s. 10).

Jeg ser derfor heller ikke absolut frihed som noget man med alle midler skal forsøge at realisere. Frihed er ikke værd at efterstræbe i alle tænkelige sammenhænge. Dette ville føre til et lovløst samfund der er at sammenligne med anarki. Jeg kan derfor sågar ikke udelukke, at absolut frihed blot vil føre til en hobbesiansk naturtilstand.

Det handler ikke om at sætte mennesket frit, eller leve i et fuldkomment frit samfund hvor at mennesket ikke er underlagt en falsk klassebevidsthed eller andre magtstrukturer. Frihed er ikke nødvendigvis noget positivt. Når der argumenteres for, at ”det giver mere frihed”, er det kun positivt, hvis det vedrører en sfære man mener der er privat, og ikke bør være underlagt statslig kontrol og regulering. Friheden til at hælde kemikalier ud i Møllebækken uden at det skal have konsekvenser, er ikke noget positivt. Frihed er et positivt ladet ord og det bruges i den politiske debat derefter. Pointen er bare, at man så vidt muligt bør forsøge at gøre frihedsbegrebet konsistent, og ikke bare hive det op ad værktøjskassen når det kan indgå i en fængende oneliner i den offentlige debat.

Friheden er noget jeg har, noget som politikerne (andre) kan indskrænke på godt og ondt på forskellige områder, hvor man mener, at det er et offentligt anliggende. Enhver politiker med respekt for sig selv, og de mennesker vedkommende repræsenterer, må, bør og skal derfor være i stand til, at kunne redegøre for, hvor grænsen for magtudøvelsen går. Eller sagt m.a.o., hvor meget at de mener, at det er nødvendigt at indskrænke friheden for den enkelte borger for at realisere det samfund de valgte politikere har intentioner om at realisere.

I forlængelse af dette er det aktuelt at tale om politikernes åbenbare magtfuldkommenhed. Den slags politik ligger milevidt fra nogen som helst konkret og konsistent forståelse af hvad frihed er. Er friheden som andet end et fancy begreb på retræte? Det håber jeg sgu ikke!

Danmarks Radio, teknologi og kollektive goder

2010-04-20T00:47:00.008+02:00

Der er i løbet af de senere år sket mangt og meget rent teknologisk. Teknologiske udviklinger der har haft en række væsentlige implikationer for medierne og hvordan disse agerer i relationen med medieforbrugerne. Dagbladene står over for udfordringer der var utænkelige for få år siden, internettet har haft drastiske konsekvenser for hvordan og hvor ofte man opdateres med nyheder etc.

Retter vi blikket mod DR ser vi en institution der også har fulgt med tiden, men på ingen tænkelig måde har nogen form for eksistensberettigelse længere. Da DR, eller Statsradiofonien som det hed dengang, så dagens lys, var der ingen virksomhed der kunne tilbyde det at DR kunne, da der ganske enkelt ikke var et profitabelt marked bl.a. grundet meget dyr teknologi og fundamentalt anderledes mediepræferencer end dem vi ser i dag.

Det at DR kunne levere var et kollektivt gode. Et gode der var til gavn for os alle, men der på daværende tidspunkt ikke var et marked for. Meget vand er løbet gennem bækken siden DR for første gang sendte lydbølger ud i æteren, og det nye medielandskab gør derfor også, at man må tage en medieinstitution som DRs eksistensgrundlag op til revision. Pointen er som sådan set bare, at DR den dag i dag ikke kan levere et kollektivt gode, som markedet ikke kan levere.

DRs berettigelse ligger i public service begrebet og hvordan man tolker dette. Jeg vil i dette indlæg tage udgangspunkt i distinktionen mellem det brede og det smalle public service begreb[1]. Det brede public service begreb bygger på ideen om, at man skal ”samle nationen” og levere indhold der favner bredt. Det smalle public service begreb har den filosofi, at en statsbeskyttet monopol-virksomhed skal levere det indhold, som markedet ikke kan levere.

Det giver dog ingen reel mening at tale om et bredt public service begreb, da vi har talrige eksempler på, at markedet godt kan levere dette indhold. TV2, der ikke har fået licensmidler siden 2004, er en medieaktør der i høj grad har formået at samle nationen. Der kan bl.a. nævnes fodbold- og håndboldlandskampe, kongelige begivenheder, valgkampsdebatter, Vild med dans, og der er intet der taler for, at TV2 ikke ville kunne profitere på at sende X-factor. Det brede public service begreb er derfor kun med til at forvrænge markedsvilkårene.

Når det kommer til det smalle public service begreb, ser det ikke meget bedre ud. Først og fremmest fordi, at DR agerer på markedsvilkår, og dropper TV der ikke har nok seere. DR kan, hvor meget de så end gerne vil det, ikke afskrive sig det publikum de skal levere indhold til. DR har i samme omfang som aktører på markedet, brug for tilhængere der velvilligt betaler. Når DR desuden prioriterer nogle områder, går det desværre ud over andre. Et eksempel på dette er hvis at DR sender børne-TV og sågar laver en kanal ved navn DR Ramasjang, der på ingen måde gør det til et nemt marked for andre aktører.

Det bedste argument imod det smalle public service begreb er dog, at teknologien og markedet har udviklet sig så meget, at det giver mindre og mindre mening at tale om et sådanne. Det er heller ikke helt uden grund, at Anders Fogh Rasmussen i hans værk, Fra socialstat til minimalstat (der også er at finde online her), bruger netop medierne som et eksempel på et kollektivt gode:

”Radio og TV er et eksempel på ydelser, der startede med at være kollektive goder, men nu er et helt eller delvist privat gode - takket være den teknologiske udvikling. Radio og tv kan drives privat og finansieres med reklameindtægter eller direkte betaling for brug af dekodere og lignende.

I det hele taget vil den teknologiske udvikling indebære en tendens til, at stadig færre ydelser er kollektive goder. Stadig flere af de traditionelle kollektive goder kan udbydes og finansieres af private.”[2]

Det vi ser i det 21. århundrede er et marked hvor at teknologien har udviklet sig så meget, at produktionsomkostninger forbundet med at producere lyd og billeder, er faldet så drastisk, at der ingen grænser er for hvor lidt det koster at lave TV, radio eller netindhold.

Ikke at samfundets samlede nytte skal være vores målestok for legitimiteten i politiske handlinger, tværtimod, men uafhængigt af om vi forholder os til det brede eller det smalle public service begreb, giver det ingen mening at have en aktør som DR på markedet. DR hindrer markedsefficiens, og dermed en allokering af ressourcerne så det giver den største nytte. En nytte som at ny teknologi ellers har muliggjort. Jeg tør kun håbe på en større offentlig modstand mod DR. En modstand jeg dog også mener at kunne se tendenserne på nu, der allerbedst er personificeret ved Licens-Lars’ kamp mod medielicensen.

Det der legitimerede Statsradiofonien i de gode gamle radiodage, var ideen om at kunne levere et kollektivt gode, som ingen markedsaktør kunne levere pga. de teknologiske muligheder der var på daværende tidspunkt. En tid vi heldigvis har udviklet os ud af, men hvorfor har vi stadigvæk DR?

----------------
[1] For en typologi over forskellige public service begreber, tjek Mouritsen, Per (2006). I folkets tjeneste: Public service som omstridt begreb. Journalistica 3: pp. 65-85.
[2] Fogh Rasmussen, Anders (1993). Fra socialstat til minimalstat: pp. 111.

Liberal Alliances succes ved næste valg

2010-04-14T16:37:00.004+02:00

Det plejer at være en god tommelfingerregel når man diskuterer sagligt, at man går efter bolden og ikke spilleren. Hvis man er uenig med nogen, kan man påpege, at der er en divergens mellem vedkommendes og ens egen holdning, og derefter argumentere for, hvorfor dette er tilfældet, og hvorfor ens argument(er) bør veje tungest.

Jeg skriver dette på baggrund af dette indlæg på Khvilsteds blog, der handler om, at Liberal Alliance står stærkere i en meningsmåling, og at dette er udtryk for manglende dømmekraft hos en fælles bekendt. De er uenige om hvorvidt at Liberal Alliance kommer ind ved næste folketingsvalg eller ej. Den sociale virkeligheds fremtid lader sig ikke sætte på formel, og jeg vil undlade at give mit svar med to streger under, da det ene gæt i princippet kan være lige så plausibelt som det andet[1]. Givet de placeringer Liberal Alliance har i meningsmålingerne, er det givet alle de faktorer der spiller ind, så godt som umuligt at give noget bud på spørgsmålet om, hvorvidt de kommer ind ved næste valg. Nuvel, der kan være nogle tendenser, men det er langt fra ensbetydende med, at sandsynligheden for et udfald frem for et andet er signifikant.

Hvis der var valg i dag viser én meningsmåling, at Liberal Alliance ville nå over spærregrænsen, og dermed forblive i Folketinget. Man skal ikke undervurdere betydningen af meningsmålinger, men blot hæfte sig ved, at disse kan ændre sig, at de ikke giver et billede af et valg om en måned eller om et år, og at disse er behæftet med en usikkerhed[2].

Vi ved ikke hvornår at der er valg. Vi ved ikke hvordan Liberal Alliance klarer sig op til et valg. Vi ved ikke hvilke emner der vil blive taget op under valgkampen. Vi ved ikke hvordan verden ser ud til den tid. Husk på hvor mange mandater at Ny Alliance stod til at få under valgkampen 2007, og hvor kort tid der skulle gå før at størstedelen af disse var væk.

Det er dejligt at diskutere og drøfte muligheden for et givet partis sandsynlighed for succes ved et valg. Det ville i hvert fald være ærgerligt hvis vi ikke kunne. En sådan deliberation bør dog ske med udgangspunkt i en fælles forståelse for den usikkerhed der er forbundet med at diskutere fremtidige hændelser. Fordi at en meningsmåling viser noget bestemt, er det ikke ensbetydende med at man kan konkludere noget drastisk på denne baggrund.

Afslutningsvist skal der blot lyde en opfordring til, at man møder meningsmålinger med en fornuftig skepsis, og er yderst påpasselig med at konkludere noget fordi at én meningsmåling viser noget. Og så skal man selvfølgelig ikke bruge én meningsmåling til at udtale sig om andres analytiske tæft.

----------------
[1] For dem der alligevel mener at det er muligt at forudsige historiens gang, vil jeg anbefale Karl Poppers Historicismens Elendighed.
[2] Christian Elmelund-Præstekær og David Nicolas Hopmann har i ”Teflon og Bullshit? – Ti myter om politik, journalistik og valgkampe” et godt afsnit omkring meningsmålinger og usikkerhed, og mediernes brug af samme.

Det skrevet står, ergo...

2010-04-14T01:30:00.005+02:00

Jeg får af og til besøg af Jehovas Vidner. Det er som skrevet tidligere ganske flinke mennesker, men jeg står meget uforstående overfor den måde de forholder sig til spørgsmålet om hvad viden i det hele taget er for en størrelse. Det er som om at de kører på den præmis, at fordi det står skrevet i biblen, er det Guds ord og derfor definitorisk viden vi har med at gøre. Vi lever altså i det 21. århundrede, og det burde derfor ikke være for meget forlangt, at vi i fællesskab kunne gøre os følgende antagelse: Fordi at noget står i en bog, er det ikke nødvendigvis viden.

Det er dermed en fundamental tvivl og skepsis i forhold til det skrevne ord, der er nødvendig, hvis vi skal have en forståelse af hvad viden er - og ikke er. For at tale om viden må vi derfor have en idé om hvad der er viden, og lige så vigtigt, hvad der ikke er viden. Dette demarkationskriterium er blandt andet noget Karl Popper gik meget op i[1], og jeg mener ikke at det er et unfair videnskriterium at operere med, så længe man ønsker at tale om viden. Muligheden for at komme tættere på en sand viden ligger i falsifikationen. Det handler derfor om at fejle.

Vi mennesker er komplekse eksistenser i en mindst lige så kompleks verden, som vi nok aldrig rigtigt kommer til at forstå til fulde. Og heldigvis for det. Hvis der er én ting vi har lært, så er det, at mennesket kan tage fejl. Det stiller os dog ikke i en position, hvor at vi bør give op i forhold til at prøve at forstå verden og forklare hvorfor tingene er som de er og hvad der sker omkring os. Den position mennesket er i, som ikke-komplette skabninger, stiller bare nogle specielle krav til hvilken viden der er opnåelig for os som videnskabsmænd (altså skabere af viden).

Det er for nemt at være relativist og sige, at den ene påstand er lige så god som den anden, bare fordi at der ikke findes nogen overmenneskelig epistemologisk domstol der kan give os right and wrong. Lektien er sådan set bare, og den pointe jeg gerne vil bringe, at hvis man vil tale om viden i mit påhør, må man have gjort sig nogle eksplicitte eller implicitte antagelser om, hvilke videnskriterier og metoder der er brugt til at skabe den pågældende viden. Og ikke mindst - hvornår har vi ikke længere med viden at gøre? Når det ikke står i biblen?

Når at Jehovas Vidner står i min dør og moralprædiker og taler smukt og helligt om alt mellem himmel og jord og udover dette, er det de sådan set siger bare, at vores kriterium for at vide noget er, at det står i en bog vi er blevet fortalt gennem traditioner, indeholder sandheden. På baggrund af dette kan jeg så med udgangspunkt i min vurdering af deres demarkationskriterium (eller mangel på samme), forholde mig til deres viden.

Om man så havde læst 1.000.000.000 bøger, var man ikke nødvendigvis tættere på nogen form for sandhed. Bøger er derfor ikke pr. definition lig med mere viden, og dermed heller ikke nødvendigvis klogere mennesker. Det er ærgerligt, når bøger bliver et alternativ til at tænke, da bøger ikke bør blokere, men supplere den kritiske tankegang.

----------------
[1] Jeg vil i denne forbindelse anbefale Karl Poppers "The Problem of Demarcation", der er at finde i David Millers (red.) Poppers Selection

Staten har brug for dig

2010-04-07T17:32:00.008+02:00

På forsiden af det nyeste nummer af studiebladet for Statskundskab på Syddansk Universitet, kaldet Staten, ser man et billede af den velkendte Uncle Sam. Forsidebilledet er akkompagneret af teksten "STATEN sætter DIG i centrum”, hvor at der er et altoverskyggende kvantitativt fokus på ordet DIG. Jeg vil i nærværende blogindlæg ytre et par linjer om mit ambivalente forhold til studiebladet og tolke den kontekst hvori at billedet af Uncle Sam indgår på forsiden af nævnte blad.

Studiebladet er som sådan set fint nok, men det er ikke noget der begejstrer mig synderligt. Det er fint for de få på studiet med journalistiske aspirationer. Jeg tør dog kun gisne om hvor mange ressourcer der bruges på bladet, i forhold til hvad der kommer ud af det. Det har en række studierelaterede artikler, men jeg står tilbage med ét spørgsmål: Hvorfor?

Jeg ville være mere end tilfreds med et nyhedsbrev på internettet eller lignende, der kunne give mig den selvsamme information der bringes i fysisk form i et studieblad. Sådan noget hører præ-internet tiden til, og jeg ser ingen logik i at printe sådan noget. Internettet giver et hav af muligheder og reducerer omkostningerne forbundet med at publicere et studieblad. Dette er muligheder som at studiebladet Staten burde udnytte, men det er måske her at begrebsrelationen kommer til udtryk, da staten i dets væsen er konservativ.

Vender vi tilbage til selve forsiden, ser vi Uncle Sam og teksten omkring staten, dig og centrum. Plakaten med Uncle Sam og det dertilhørende slogan "I want you!”, er bedst kendt for at skulle rekruttere soldater til the U.S. Army. Det er m.a.o. en opfordring til at den der peges på melder sig til en større sag. Sætter Uncle Sam og den amerikanske hær dermed individet i centrum? Nej, tværtimod. Individet indlejres i en institution, hvor at dette skal underkaste sig magten og stole på autoriteten uden at tvivle, diskutere eller sætte spørgsmålstegn ved samme.

Det er derfor relevant at prøve at tolke sætningen ”STATEN sætter DIG i centrum” i denne helhed med billedet. Staters eksistens hviler nemlig på den samme logik som Staten (studiebladet) bruger på forsiden. Symbolsk opretholdes den ved at sige at den sætter borgeren i centrum. Staten peger dermed på det enkelte individ. Staten, og i særdeleshed de dele af den der kan kategoriseres som en velfærdsstat, udgiver sig også for at være til for individet, sætte dette i centrum og skabe det gode liv. ´

Man bør dog tvivle på, om det virkelig er borgeren der har brug for staten, eller staten der har brug for borgeren. Jeg vil mene, at statens eksistensgrundlag hviler på at en gruppe mennesker ser en interesse i at opretholde staten. Staten kan derfor godt udadtil pege på individet og være selverklæret eksponent for den enkelte borgers ve og vel, men når alt kommer til alt, vil den være en ineffektiv, kollektivistisk slyngel, der blot skriger langt væk af ikke alene ”I want you!” - men også ”I NEED YOU!”.

Sociale mediers implikationer for journalisters arbejde

2010-03-28T18:24:00.005+02:00

Der er i løbet af de senere år sket ubegribeligt meget rent teknologisk, der har påvirket det journalistiske fag og arbejdsmåderne for nævnte. Der er kommet nye medier, nye præferencer hos læserne/lytterne/seerne, nye muligheder og ikke mindst nye krav til det journalistiske fag og den enkelte journalists kompetencer og færdigheder.

Blandt de mere relevante og aktuelle områder er internettet og den journalistik der praktiseres dér. Denne er ikke alene relevant for den måde at læserne bruger nettet på til at læse nyheder, men også i forhold til specielt morgenaviserne. Tendenserne viser, at flere og flere bruger internettet som deres primære nyhedsopdateringskilde. Dette medfører bl.a., at folk ikke køber Politiken eller Jyllands-Posten for at få et nyhedsoverblik, tværtimod.

Når at aviserne ikke bruges til at få det brede overblik, men derimod til baggrund, analyse, kommentarer etc., distancerer medierne sig mere og mere fra hinanden for at skabe en profil. Troels Mylenberg forholder sig i Det store scoop til den virkelighed at medierne konfronteres med, hvor at individer ikke alene bosætter sig i områder med folk der ligner dem mest, men også læser de medier der konvergerer bedst med ens socioøkonomiske situation.

På samme måde åbner internettet for en større fleksibilitet i medieforbruget, og muligheden for at man i højere grad kan mindske den potentielle diversitet mellem ens præferencer og det man læser. Er man meget højreorienteret, kan man holde sig langt væk fra modkraft.dk og læse lidt mere 180grader.dk, og få et holdningsmæssigt skulderklap. Dette arbejder Cass Sunstein bl.a. med i Republic.com 2.0, hvor at han specielt ser på blogsfæren og hvordan at blogs i højere grad vil polarisere politiske fløje end styrke et deliberativt demokrati. Noget der bl.a. er undersøgt i en amerikansk kontekst, som at jeg i fællesskab med Simon, er i gang med at undersøge i en dansk kontekst.

Det store spørgsmål der melder sig i forhold til journalistikken er selvfølgelig: Hvad skal vi overhovedet bruge journalister til? Hvis vi kigger på denne analyse i Dagbladet Information, ligger svaret i, at journalisterne erkender den nye medievirkelighed med social medier, og lærer at manøvre sig rundt i et fragmenteret medielandskab på forbrugernes præmisser, og diskuterer, konverserer og fortolker de aktuelle sager.

Den bagvedliggende antagelse er i, at det nyhedsprodukt der leveres, er tilfredsstillende. Det er blot den måde det bruges på, der bør arbejdes på. Analysen tager derfor også udgangspunkt i, Danmarks Radio ønsker at ansætte en facebook-journalist. DRs facebook-journalist vil primært beskæftige sig med tre arbejdsområder: 1) sørge for at DRs nyheder når ud til danskerne gennem sociale medier, 2) søge efter relevante nyheder i de sociale medier og 3) lære de resterende DR journalister at bruge facebook.

Hvis vi kigger på pkt. 1, altså at facebook-journalisten skal sørge for, at DRs nyheder når ud til danskerne gennem sociale medier, har vi at gøre med en noget nær umulig mission. Én DR-journalist kan ikke gøre fandens meget ved nyhedsstrømmen på facebook, og dette er i sig selv kun positivt! Om DR så ansatte 1.000 journalister udelukkende for at gøre dette 37 timer om ugen, vil jeg vove at påstå, at effekten af dette alligevel ville være minimal. Min pointe er, at jeg opfatter det som et fuldstændigt tåbeligt sted at sætte ind i forhold til at få læsere. Det er ikke her ressourcerne skal bruges, men derimod på selve det journalistiske produkt. Mere om dette følger.

Hvad angår pkt. 2, tænker jeg ikke just positive tanker. Jeg er mere eller mindre ved at være godt træt af nyheder der har sin baggrund i facebook-grupper, kendissers statusopdateringer og hvad der ellers skaber et overskriftspotentiale. Jeg vil overordnet mene, at dansk journalistik ikke har brug for flere, men netop færre, af denne slags nyheder, og jeg står derfor uforstående i forhold til, at DR nu vil ansætte en til at beskæftige sig med dette. Facebook kan bruges eksplorativt, og til at finde et specielt emne der måske er relevant at skrive om, men at lave en nyhed udelukkende med udgangspunkt i noget der sker på facebook; det har sjældent ret stor relevans for noget overhovedet.

Sidst, og mindst, er der pkt. 3, der blot fortæller, at facebook-journalisten udover sit journalistiske virke, også skal kunne lære andre DR journalister at bruge facebook. Det undrer mig lidt, at DR ikke allerede har IT-eksperter eller andet ansat, der kan hjælpe med sådan noget, hvis der virkelig sidder nogle journalister og ikke kan finde ud af at bruge facebook.

Nævnte analyse, bragt i Information, omhandler hvordan nyheder i fremtiden i højere grad vil blive manipuleret og brugt til bestemte agendaer i de sociale medier, samt hvilke implikationer dette har for journalisterne. Det er ingenlunde en dårlig analyse, men jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke helt er enig med analysen, når der skrives, at kompetencerne hos nye journalisttyper bl.a. skal være at kunne udvise en autentisk vedholdenhed og have evnen til at samtale.

Journalisterne skal derimod erkende de muligheder der ligger i og på internettet og bruge flere ressourcer på det journalistiske produkt, der minimerer manipulationsmulighederne for den enkelte mediebruger. I stedet for at have våde drømme og ambitioner om at få en kommentar fra CEPOS først og så publicere en nyhed prompte, skal der komme en kommentar fra AE eller i hvert fald bare en divergerende opfattelse, der skaber en grad af mangfoldighed i de perspektiver der fremsættes.

Det må være journalisters opgave at skabe et overblik, og i den henseende ikke mindst gøre mere ud af at eksplicitere de metodiske overvejelser og betragtninger. Hvor at der i den skrevne presse er begrænset spalteplads, er der på internettet masser af plads til ekstra information for de interesserede omkring til produktionen af det journalistiske produkt.

Jeg er sikker på, at journalister har en masse noter i forbindelse med deres journalistiske arbejde. Informationer der er relevante for læserne og f.eks. kan besvare spørgsmål som: Hvilke personer er blevet kontaktet i forbindelse med artiklen? Hvor er informationer og statistikker fundet? Hvor kan man læse mere om sagen? Hvilken skepsis kan man med god grund have i forhold til sagen og det journalistiske produkt?

For at opsummere, mener jeg, at ressourcerne ikke skal bruges på at journalister kan sidde på sociale medier og diskutere dit og dat og forskellige udlægninger i forskellige grupper i forskellige medier, men derimod på at forbedre selve det journalistiske produkt, og gøre mere for, at det ikke blot er små nyheder der af brugerne kan bøjes og formes så de passer ind i den enkelte medieforbrugers verdensbillede.

Politiske ideologier og MSN-smileys

2010-03-18T00:56:00.010+01:00

Man kan sige mangt og meget om det politiske landskab anno 2010, men at kalde det præget af de ideologiske debatter ville være lodret fejlagtigt. Vi lever i en pragmatisk tid med så mange spindoktorer, levebrødspolitikere og snak om ligestilling, madpakkeordninger og SMS-afstemninger i X-Factor, at politik grænser sig til at være dræbende kedeligt. Dette bunder ikke engang i ideologi, når at en Venstre-minister kan stå frem og forsvare noget så vederstyggeligt som en ansvarsfratagelse fra forældrene i forhold til deres børns middagsmad.

Men hvad gør man så når man keder sig? Man finder selvfølgelig på mærkværdige lege/udfordringer at underholde sig selv med i de sene nattetimer, når øjnene er blevet for trætte af at læse og hjernen har brug for lidt mere primitive beskæftigelser som dejlige amerikanske sit-coms og MSN-konversationer.

I aften fik jeg så den sære idé under en samtale med Khvilsted på MSN, at prøve at karakterisere forskellige politiske ideologier vha. standard smileys i MSN. Begge gik vi hver især i gang med vores smileyudvælgelse, og først da vi var helt færdige, foreviste vi resultatet for hinanden.

Her er mine smileydefinitioner af de politiske ideologier jeg kort fik droppet ud på MSN:

Jeg finder legen ret udfordrende, da smileys af gode grunde ikke sender politiske signaler, og det derfor udelukkende er de associationer man får med de politiske ideologier, der kan danne rammen for ens udvælgelse.

På dette link kan I finde Khvilsteds udvalgte smileys. Vi har begge valgt den samme smiley for fascisme og kapitalisme. Jeg synes at vi begge rammer liberalismen godt på hver sin måde. Dertil synes jeg, at han rammer socialismen bedre end jeg (en vissen rose, altså – et fantastisk billede!). Omvendt synes jeg så, at jeg rammer konservatismen og anarkismen bedre.

Lad dette være en opfordring til at begynde lignende lege/udfordringer. Smid gerne en mail eller en kommentar med dine resultater. Game on.

Topskatten burde være en regressiv skat

2010-03-16T22:57:00.002+01:00

Vi har i jantelovs-Danmark et ret interessant skattesystem. Kort fortalt er det indrettet således, at hvis du får succes, skal du straffes. Det er dermed ikke nok at marginalskatteprocenten er den samme for alle indkomstgrupper[1], for når man et bestemt indkomstniveau, har man åbenbart nået en grænse for hvad vi som samfund kan acceptere at nogen putter i lommen, og der er derfor brug for at vi kollektivt tvangsinddrager mere af vedkommendes indtægt end det at det resterende fællesskab har forpligtet sig til, givet de respektive indkomst- og skatteniveauer. I fagtermer kan dette bedst beskrives som en misundelsesskat.

Der har været mange grunde til at sænke topskatten. Et af de mest udbredte argumenter er ideen om de dynamiske effekter, hvor at en nedsættelse af topskatten og dermed skatten på den sidst tjente krone, vil føre at til at folk vil arbejde/konsumere mere (dette gælder også for dem der er på grænsen til at skulle betale topskat), og det derfor vil gavne samfundsøkonomien.

I universitetets kantine havde vi i dag en vidtrækkende[2] konversation, som gav mig den fantastiske idé, at topskatten bør være noget der er værd at efterstræbe. Topskatten bør ikke være en økonomisk straf til dem der rent faktisk formår at begå sig i samfundet og berige dette. Topskatten bør være et skulderklap til dem der formår at få succes i samfundet. Dem der arbejder hårdt og målrettet for at opnå noget i tilværelsen der styrker samfundet som helhed (dermed ikke sagt at samfundsøkonomien skal bruges til at legitimere tvangsbeskatning!).

Hvad betyder dette så? Hvordan skal topskatten være i praksis for at konvergere med ovenstående tanker omkring mit koncept bag topskatten? Svaret er ret simpelt: Topskatten skal være en indkomstskat der er mindre end den samlede indkomstskat som alle andre samfundsgrupper betaler. Det handler ganske enkelt om hvilke værdier vi som samfund gerne vil praktisere. Jeg vil gerne en dag kunne fortælle mine børn, at de lever i et samfund, hvor at de bliver belønnet for at yde det ekstra, og tværtimod ikke, som tilfældet er i dag, bliver straffet for at gøre det godt.

Konklusionen er derfor: Vi skal ikke have en flad skat. Det er for uambitiøst. En topskat der fungerer som en regressiv skat vil andet lige være det bedste signal man som samfund kan sende. Den behøves ikke være signifikant, men symbolsk er i min optik også tilstrækkeligt. Topskatten i dens nuværende form signalerer bare, at vi er en tabernation der ikke kan unde nogen en fortjeneste for succes.

----------------
[1] Ideen om at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.
[2] Som et bevis på hvor vidt vi kom omkring, har min medblogger Khvilsted også brugt dagens samtale som tankemæssigt udgangspunkt for behandlingen af et lidt andet emne.

Der er akut brug for nødhjælp til fattige børn!

2010-03-14T00:19:00.005+01:00

I langt størstedelen af de tilfælde hvor ovenstående overskrift e.l. bruges, er det med reference til personer på andre breddegrader end vores og deres behov for akut hjælp. Dele af verden der mangler rent drikkevand, tag over hovedet m.v. I de mindre udbredte tilfælde bruges overskriften med reference til de børn, der ikke har råd til at gå til fodbold, som dette blogindlæg vil omhandle.

I 18.30-udgaven af TV-Avisen på DR1 i aften var der et indslag lige netop med brug af sidstnævnte forståelse af begrebet nødhjælp. Jeg vil i det følgende fokusere på to aspekter: 1) indslaget i TV-Avisen og den politiske bias og 2) brugen af betegnelsen nødhjælp, der blot forringer den alvor som begrebet normalt dækker over.

Først, selve indslaget. Indslaget tager udgangspunkt i nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser, at flere børn lever i fattigdom. Vi er til post-børnefødselsdag hos Heidi Astrup, hvor at hendes og datterens situation skildres. Jeg vil mene, mere eller mindre provokerende, at familien Astrup ikke kandiderer til betegnelsen fattig, men det er jo så bare min forståelse af fattigdom. Dette har Econstudentlog blandt andet kigget nærmere på i et ganske fornuftigt indlæg.

Der er dog ingen grund til bekymring, da hjælpen er lige om hjørnet. For her introduceres Özlem Cekic og SFs nye politiske udspil, der agerer Robin Hood, julemand og den perfekte omfordeler med en guddommelig indsigt i hvordan mine penge gør bedst nytte. Indslaget kører og Özlem taler om hvor synd det er for børn der ikke har råd til at gå til fodbold eller at få en ny brugt cykel. Nuvel, det er da meget sympatisk – og selvfølgelig også dybt politisk. Det er trods alt et politisk udspil. Jeg venter selvfølgelig på, at den politiske objektivitetsbalance harmoniseres, ved at en borgerlig politiker eller anden meningsdanner, der kan stille sig kritisk over for udspillet, introduceres, hvilket dog til min store forbitrelse aldrig sker.

Det er djævelsk dårlig journalistik ikke at undersøge andre standpunkter end det ene om den forsørgende maksimalstat. Det kan ikke være rigtigt, at der er så bred politisk enighed omkring dette forslag, at det ikke er muligt at opspore et kontrapunkt. De Konservative og Liberal Alliance kunne være gode bud på steder der ville være fornuftige at spørge omkring SFs politiske udspil. Jeg tvivler i hvert fald på, at forslaget blot er fryd og gammen i alles optik. Objektiv journalistik findes ikke, men det ændrer ikke på det faktum, at det er muligt at tilstræbe sig objektivitet.

I netartiklen på dr.dk omkring det politiske udspil fra SF er der samme problematik, hvor at regeringen kun nævnes ifm. at de tidligere har meldt ud, at fattigdom skal måles på en lang række andre parametre udover det ene, altså familiens budgetrestriktion. Ingen borgerlig politiker får mulighed for at svare på kritikken der rettes af Özlem Cekic mod regeringen.

Selve det politiske udspil omkring en nødhjælpspakke til fattige børn, bryder jeg mig ikke om på et begrebsmæssigt niveau. For absurditetens givende grunde tager vi lige definitionen af nødhjælp fra Politikens Nudansk Ordbog:

nødhjælp sb. -en
o akut hjælp til nødstedte personer ved ulykker, under krig, ved naturkatastrofer o.l., fx i form af bjærgningshjælp el. uddeling af madvarer og medicin

Det kan godt være at der er fattige børn i Danmark (det ville være mærkeligt andet), men at mene helt seriøst, at denne fattigdom kan betegnes som udtryk for noget der skriger efter nødhjælp, er udtryk for manglende evne til at sætte tingene i proportioner. Jeg vil ikke forholde mig til det politiske indhold i ”nødhjælpspakken”, men hvis en sådan pakke indeholder andet end rent drikkevand og tæpper, er det ikke nødhjælp.

Find på et bedre navn der stemmer overens med realiteterne, i stedet for at gøre det til et spørgsmål om liv eller død at have muligheden for kunne gå til fodbold eller ej. Jeg ville i hvert fald gerne høre rigtigt nødlidende børns reaktion på Özlem Cekics bizarre begrebsvoldtægt. For hun kan vel helt seriøst ikke mene, at det giver mening at sammenligne børns situation i Danmark og Afrika med samme begreb.

Fokus væk fra Dansk Folkeparti

2010-03-10T20:08:00.003+01:00

I dag har et nyt politisk parti set dagens lys og Folketingets mørke. Partiet hedder Fokus og stifteren er det nuværende folketingsmedlem og forhenværende Dansk Folkeparti-medlem, Christian H. Hansen.

Peter Mogensen siger helt korrekt, at det nye parti er glemt i morgen, og at der måske ligefrem er for mange partier repræsenteret i Folketinget qua den policy de respektive partier repræsenterer. Clement Kjersgaard har tidligere argumenteret for, at man i fremtiden vil se et politisk system i Danmark der fungerer som et topartisystem.

Jeg har ikke fundet én politisk kommentator eller anden person med nogen form for kyndighed der spår partiet gode chancer for at blive valgt ind i Folketinget. Jeg har derfor spurgt mig selv, om Christian H. Hansen ikke er fornuftig nok til at se det helt tilnærmelsesvist umulige i hans ønske om, at få et parti valgt ind i Folketinget ved næste folketingsvalg. Jeg vil i dette blogindlæg lege med ideen om, at Christian H. Hansens foretrukne præference IKKE er at få partiet Fokus over spærregrænsen ved næste folketingsvalg.

Hvorfor laver man så et parti, hvis man selv kender til usandsynligheden for at blive valgt ind? Jeg ser to grunde, hvoraf disse er at 1)brande ham selv på en række policy-områder og 2) distancere sig selv fra Dansk Folkeparti.

Hvad angår det første, kan man på partiets hjemmeside på forsiden se at ”Vi viser vejen” til sundhed, dyrevelfærd, miljø, økologi, retspolitik, kultur, psykiatri, social, uddannelse, familien, forsvar og ældre. Bemærk at dyrevelfærd og psykiatri er nævnt. Ikke det der fylder mest i dagens medielandskab. Christian H. Hansen vil dermed gerne brande sig selv på en række policy-områder, hvor han ser at han kan have en fremtid som ordfører eller andet i et af de større veletablerede partier.

Når vi kigger på pkt 2., altså ønsket om at distancere sig fra Dansk Folkeparti, er det igen relevant se på ovenstående policy-dropping fra Fokus’ hjemmeside, men ikke i relation til de policies der er repræsenteret, men derimod fraværet af ét policy-område: indvandring/integration. Og her må man i sandhed sige at partiet (= Christian H. Hansen) distancerer sig fra Dansk Folkeparti, hvor at han ligefrem varsler et borgerligt nybrud i dansk integrationspolitik. Vi har med andre ord her at gøre med en Christian H. Hansen, der forsøger at blive stueren.

Jeg tror dermed ikke at Christian H. Hansen forventer at hans lille parti eksisterer om 10 år. Jeg tror at han ser partiet som et værktøj til at promovere og brande sig selv, som en leder og politiker med visioner. Kunne han ikke bare rende direkte over til Venstre eller de Konservative uden denne partistiftelse? Jo, uden tvivl, men ved at tage en omvej som partileder vil han helt klart stå bedre stillet når der uddeles ordførerposter m.v. i et af de etablerede partier.

Dette er selvfølgelig blot mine små gætterier omkring Christian H. Hansens motiver. Mit gæt vil være, at han er i et af de etablerede partier, hvis ikke allerede inden næste folketingsvalg, så kort efter.

Mennesket bør ikke have frihed til at vælge...

2010-03-10T19:39:00.002+01:00

... for Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti er liderlig efter at vælge for os.

Regler og love har et adfærdsregulerende formål. Havde vi ingen regler og love hængende over hovedet på os fra i morgen af, ville denne dag højst sandsynlig forløbe radikalt anderledes end i dag. Ofte har vi klare incitamenter til at bakke op om en række love. Dette fordi at de sikrer en helt fundamental sikkerhed og tryghed. Jeg har en klar interesse i, at bilisterne skal holde sig inden for hastighedsbegrænsningerne, da det giver mig en tryghed i forhold til for eksempel en ganske almindelig cykeltur ud til universitetet.

Her til aften var der i Go’ Aften Danmark en debat omkring tatoveringer og nødvendigheden af en lov og omkring hvorvidt det bør være tilladt eller ej at blive tatoveret i ansigtet, nakken og på hænderne. Noget der på nuværende tidspunkt er ulovligt, men alligevel praktiseres. Debatten stod mellem skønhederne Anne Lindfjeld og Charlotte Nielsen på den ene side, og på den anden side negationen Marlene Harpsøe, fra Danske Folkeparti.

Anne Lindfjeld argumenterede ganske liberalt og fornuftigt for hendes egen ret til at bestemme over hvordan hun vil se ud, hvilke udtryksformer hun vil bruge, og ja - retten til at være herre over egen krops udseende og tage konsekvenserne deraf. Marlene Harpsøe, der aldrig vil blive flot med tatoveringer (eller uden for den sags skyld!), argumenterede for at tatoveringer ikke bør være tilladte på meget synlige steder, fordi at nogen der bliver tatoveret fortryder dette. Jeg finder hendes argumentation latterlig, respektløs og ret normal for en politiker.

Det synes efterhånden at være reglen nærmere end undtagelsen når politikere er i medierne, at mennesker er størrelser der for alt i verden ikke kan tage vare over sit eget liv og legeme. Vi skal reguleres. Vi skal ikke kunne vælge mellem forskellige valg, men blot trave ud ad velfærdsstaten landevej - tegnet, italesat og asfalteret af magtliderlige politikere. Nuvel, der vil altid være nogen der fortryder de valg de træffer her i livet, af den ene eller anden grund. Dette er et livsvilkår. Hvorfor skal alle være underlagt et forbud om at blive tatoveret hvor de vil, bare fordi at det viser sig, at nogen fortryder deres tatovering(er) senere i livet?

Der er også mange der fortryder at have drukket alkohol, taget stoffer, været piercet, været gift og så videre. Der er ganske enkelt ikke noget at gøre ved det. Hvis ikke folk tager sig friheden til at opsøge information om konsekvenserne af det valg de træffer, ja, så er der ikke andet for end at tage konsekvensen. Lad os for absurditetens skyld tage et ekstremt teoretisk eksempel. Fordi at en ikke nærmere defineret gruppe mennesker fortryder at have fået børn, forbydes jeg politisk at indgå i nogen form for seksuel omgang med andre med henblik på befrugtning, fordi jeg kan risikere på et senere tidspunkt at fortryde mit valg i nuet. Der er forskel på at få et barn og en tatovering, men ikke en forskel der gør Marlene Harpsøes argumentation mere logisk og loven mere legitim.

Vi bør ikke kunne vælge, for tænk nu hvis vi fortryder det. Marlene Harpsøe vil gerne vælge for os, og ved at overlade vores frihed til hende, kan hun jo vælge, og så kan vi jo ikke fortryde. Man kan så selvfølgelig kun angre, at man har levet et liv, hvor at de valg vi skal træffe, bliver truffet af andre.

Velfærdsstaten og om at vælge det gode

2010-02-23T00:07:00.003+01:00

Jeg har det svært med begreber som det gode og det onde. Hvad der opfattes som godt for nogen opfattes som ondt for andre. Jeg er sikker på at en minoritet i Tyskland under nazistpartiets ledelse ikke var helt tilfredse med magthaverens definition af det gode, og ligeledes var der nok en majoritet i apartheidstyret i Sydafrika, der ikke var helt tilfredse med magthavernes definition af det gode. Det er samtidigt heller ikke noget nyt at diskutere det gode og det onde. Spørgsmålet om det gode og det onde har været en del af den politiske tænkning i årtusinder. Helt tilbage til antikkens politiske filosofi finder vi overvejelserne omkring polis, med henblik på at skabe det gode liv for borgerne. Religionen er også et typisk eksempel på noget der forholder sig til det gode og det onde, og guider autoritetsrygklapperen til det gode liv på dydens smalle sti.

Overordnet set er det ikke bare en evig kamp om hvad der skal defineres som det gode og det onde. Der rejser sig også en række andre problemer. Er det f.eks. acceptabelt at gøre noget ondt, hvis dette på sigt vil føre til mere af det gode (jf. utilitarismen)? Er det OK i det godes navn at krænke ejendomsretten? Eller er der en sindelagsetik der vejer tungest, og dermed ser bort fra en hvilken som helst mulighed for bevidst at gøre noget ondt? Hvad jeg i dette blogindlæg vil bruger et par bogstaver på, er velfærdsstaten og hvordan jeg ser forholdet mellem denne og ideen om det gode.

I en velfærdsstat er der en klar sammenhæng mellem det gode og det økonomisk bedste. Det godes kunst er reduceret til at finde det rette beskatningsgrundlag, altså et simpelt forhold mellem skatteprocenter og skatteindtægter jf. Laffer-kurven, og på denne baggrund lave en så lige fordeling som overhovedet muligt. Det onde, og dem der praktiserer det onde, er det/dem der ser bort fra det økonomiske lighedstyranni og ønsket om ikke at give de økonomiske strukturer en så overordentlig vigtig position i forhold til samfundslivet og statens Big Brother-søgende karakter i forholdet mellem stat og klient.

Sat på spidsen bygger en velfærdsstat på en basis-overbygnings inspireret antagelse om, at det er økonomien der determinerer de etiske vilkår, kulturelle, filosofiske, samfundet som helhed osv. Bare vi kan give bistandsklienten og de andre fattige en net sum penge, bliver deres position bedre. Dette er jeg langt fra enig i. Tværtimod risikerer vi, at når velfærdsstaten reducerer samfundets opgave til at foretage en autoritativ fordeling af økonomiske ressourcer, mister vi de etiske såvel som moralske forpligtelser for hverandre, ideen om samfundet som mere end et sted hvor finansloven skrives. Det er med andre ord ikke velfærdsstatens fortjeneste, når vi er i stand til at diskutere de værdimæssige spørgsmål og træffe moralske valg der for det enkelte individ bygger på overvejelser mellem det gode og det onde.

Hvad er så det gode i en velfærdsstat? Er det at betale skat pr. definition at gøre noget godt? Nej. Det er ikke at gøre noget godt, før man står med i en valgsituation, hvor man kan fravælge et potentielt onde. Velfærdsstaten reducerer dermed de valgmuligheder det enkelte individ stilles over for, mellem at træffe det gode eller det onde, jf. de definitioner det enkelte individ nu engang opererer med. Er det at donere 100,- til Haitis ofre noget godt? Ja, eller hvis man ser dette som noget godt er det, for man står med et personligt valg, hvor man kan gøre det eller undlade. Det er her vores moralske overvejelser spiller ind.

Når en mand falder ned fra et højhus, gør han ikke det onde ved at følge tyngdekraften. Han står ikke over for et potentielt valg. Hvis han kunne vælge at flyve eller falde, ville der ligge et valg, og dermed kunne han gøre det gode eller onde. Når en mand går på arbejde, gør han ikke det gode ved at lade staten trække den lovpligtige procentsats af hans indkomst.

Problemet bliver dermed ikke at definere det gode og det onde (hvilket i disse postmoderne tider nok bliver svært), men derimod at tvinge den enkelte borger til at tage et ansvar og træffe nogle valg. Velfærdsstaten reducerer antallet af valg vi som borgere skal træffe, og fjerner dermed også en del af det individuelle ansvar, og dermed retten til eget liv.

Overordnet er det også et problem i forhold til det positive frihedsbegreb. Et statsligt organ filtrerer de ”onde” valgmuligheder fra (bemærk: det onde ud fra en pro velfærdsstatsterminologi), og sørger for en økonomisk omfordeling. Ideen om at det gode står tilbage når man fjerner det onde, er naiv. Vi står tilbage med et teknokratisk system blottet for moralske overvejelser, og individet er neutralt i forholdet til moral - om det er forpligtet til at tage et medansvar over for sine medmennesker eller ej, da det jo netop ikke har muligheden for at fravælge det onde.

Det principielle spørgsmål jeg på baggrund af ovenstående (ja, undskyld) lidt rodede tanker er: Hvor går grænsen for hvilke valg fællesskabet skal træffe i forhold til det enkelte individ, og dermed fjerne dennes ansvar og valgsituationer hvor potentialet for at træffe moralske valg ligger?

Som fængselspræsten så korrekt protesterer i A Clockwork Orange, vil jeg ligeledes afslutte dette blogindlæg: Goodness is something to be chosen. When a man cannot choose he ceases to be a man.

I hvilket omfang handler politik om associationer?

2010-01-06T01:34:00.003+01:00

Der skal næppe herske nogen tvivl om, at mennesket ikke er et fuldkomment rationelt kalkulerende individ. Vi er, om vi vil det eller ej, ikke maskiner udelukkende med profit for øje. Vi er også, med mindre vi lider af bestemte psykiske lidelser, bundet til moral, følelser, normer og meget andet der på overfladen kan virke irrationelt, hvis pengepungen bruges som rationalitetskriterium. Dette kan også være følelser vi ikke er os selv bevidste, f.eks. psykoanalysens ubevidste.

Betyder dette at vi som individer i et fællesskab, ikke besidder nogen form for rationalitet og evne til at føre en kritisk debat omkring samfundets værdier og den politiske praksis med oplysningstidens ideer som forbillede? Åbenbart.

Jeg læste ved et tilfælde en analyse under titlen ”Vælgernes følelser styrer partivalg”, der synes at hævde, at det er de associationer vi får i forbindelse med de pågældende partier, der afgør, hvor man sætter sit kryds. Det forekommer mig dog direkte idiotisk at reducere de teoretiske antagelser omkring vælgeren til at være en associationsstyret aktør. Et individ der dermed ikke kan tænke ud over sin egen eksistens i en større sammenhæng og reflektere rationelt over hvilket parti der vil være bedst at stemme på. Et eller andet sted fristes jeg til at kalde det en falliterklæring i et civilisationsperspektiv.

Nuvel, jeg har måske bare ikke den faglige ballast og fornødne viden til at have en tiltro til sådanne antagelser. Hvorom alting er fristes jeg dog så til at kritisere undersøgelsen som analysen refererer til. Først og fremmest skal der siges, at jeg udelukkende bygger min kritik på baggrund af analysen på politiken.dk, og derfor ikke kan sige om nedenstående behandles yderligere andetsteds. Dette er dog også lidt svært, for umiddelbart gør analysen brug af en forkert figur der viser "Forsidehistorier i uge 46, 2008", som ingen relevans har for den pågældende undersøgelse.

Som Sigge Winther Nielsen selv nævner, er undersøgelsen ikke direkte repræsentativ, så der er vist ingen yderligere grund til at gå mere i dybden med dette. Uanset hvad ens stikprøve viser, synes jeg det er lidt sløvt at prøve at argumentere for, at det fortæller noget om populationen, til trods for den manglende repræsentativitet. Så må man sgu lave en repræsentativ undersøgelse hvis man ønsker at sige noget om populationen (vælgerne). Er de 176 respondenter så fra forskellige uddannelser eller ej? Jeg vil i hvert fald vove den påstand, at der er en fundamental forskel på om man spørger folk på filosofiuddannelsen, eller dem der læser økonomi. Og om et n=176 er stort nok i forhold til den valgte population, er også diskutabelt.

Undersøgelsen synes desuden at bygge på den præmis, at ”midterpartiernes klumpspil” fører til, at følelserne afgør hvor vælgerne sætter deres kryds. Dette ændrer dog ikke på, at Danmark ikke har et topartisystem, og at der er flere partier, hvoraf et par af dem i hvert fald ikke er midterpartier. Hvorfor er der ikke grund til at antage, at hvis vælgeren ikke kan se nogen rationel grund til at stemme på et parti, vil man blot stemme på et parti der er mere vestre- eller højreorienteret, afhængigt af ens politiske observans, hvor policy differensen er rationelt til stede i forhold til midterpartierne.

”Flere analyser har vist, at vælgerne klandrer regeringen på vigtige områder som bandekriminalitet, klima og økonomisk krise. Alligevel straffer vælgerne ikke V og K. Og dette rodede talbillede af den danske opinion gør os ikke klogere på vælgernes dom. Man må altså grave et lag dybere.”

Er dette netop ikke udtryk for, at associationer ikke forklarer alt? Hvis de associationer vælgerne har af partiet Venstre, altså som et parti uden styr på bandekriminaliteten, klimaet og den økonomiske krise, burde dette så netop ikke komme til udtryk i en associationsundersøgelse? Hvis vælgerne ikke straffer V og K, er det vel netop udtryk for den rationelle vælger, der til trods for de aktuelle emner i samfundsdebatten, stadigvæk finder det (økonomisk?) rationelt at sætte sit kryds ved et af de nævnte partier - i forhold til f.eks. et oppositionsparti.

Selvfølgelig er vælgeren ikke udelukkende hundrede procent rationel i sit partivalg, men pas nu på ikke at grave så dybt efter forklaringer, at virkelighedens muld til sidst er ude af syne.

Giver velfærdsstaten mere frihed? Når målet helliger voldtægten.

2009-12-16T00:07:00.002+01:00

Velfærdsstaten er en interessant størrelse. Vi har at gøre med en størrelse der er større end det enkelte individ, og dermed også med en velfærd der ikke alene er defineret af det enkelte individ og vedkommendes præferencer. Vi har at gøre med en størrelse, der mener, at de ressourcer der fordeles i samfundet på baggrund af borgernes egne moralske forpligtelser over for ens medmennesker, ikke er tilstrækkelig, og en institutionel tvangsmæssig fordeling er nødvendig.

Der er i tidernes løb skrevet megen litteratur med henblik på at legitimere institutioner der ønsker at skabe positiv frihed. Uanset hvordan den vendes og drejes, vil jeg dog til hver en tid og altid mene, at velfærdsstaten IKKE giver mere frihed. Velfærdsstaten skaber derimod grundlaget for en higen efter autoritet, hjælpeløshed og eksistentiel underkastelse. Det er prisen for at have det institutionelle set-up der udgør velfærdsstaten. I velfærdsstaten er man ikke en borger, men en klient. Det er den pris vi betaler.

Når vi på den måde skal forsøge at legitimere at staten griber ind og træffer valg for os (og dermed fjerner vores frihed), kan det hurtigt blive bizart i forhold til den argumentation man kommer ud i. Hvorom alting er, er vi i hvert fald ikke frie som enkeltindivider. Kun gennem andres handlinger kan vi blive frie. Dermed legitimerer vi at staten går ind og påvirker det enkelte individ og krænker dennes negative frihed, for at kunne give en positiv frihed. Jeg har det ikke godt med denne frihed. Først og fremmest fordi det mindsker det individuelle ansvar og er et udtryk for en manglende respekt i forhold til mit værd som selvstændigt menneske og mine egne frie valg, som bunder i egne moralske forpligtelser frem for kollektivt tvang.

Tanken om, at jeg som menneske ikke selv er i stand til at træffe frie valg, men er efterladt til at stå tilbage med den frihed velfærdsstaten giver mig, er skræmmende. Der er åbenbart en eller anden marxistisk inspireret tro på, at verden ikke kan fungere fordi jeg har en ”falsk bevidsthed” i forhold til hvad der er rigtigt at gøre. En ”falsk bevidsthed” der legitimerer at staten griber ind og krænker mine frihedsrettigheder, herunder ejendomsretten. Den frihed velfærdsstaten skaber kan i denne sammenhæng bedst sammenlignes med den frihed en kvinde opnår efter en gruppevoldtægt. Ganske vel kan det godt være at vi voldtager et menneske og krænker hendes værdighed og fundamentale ret til sit eget liv, men det vi kollektivt får ud af det legitimerer selve handlingen.

Det er den pris vi nu engang betaler os. Velfærdsstaten voldtager os. Hvis vi kan lide det, giver velfærdsstaten os mere frihed.

Hvad kan vi tage med fra prøvevalget?

2009-12-14T19:46:00.006+01:00

I forbindelse med kommunalvalget 2009 blev der i 31 ud af landets 98 kommuner afholdt et prøvevalg for de 16- og 17-årige. Ud af de 50.629 unge der fik muligheden for at afgive deres stemme til prøvevalget, var det 10.249 der tog sig den frihed at stemme, hvilket giver en stemmeprocent på 20,2%. En stemmeprocent så lav at end ikke valg til EU-parlamentet kommer i nærheden. Det store spørgsmål der står tilbage er, hvad vi overhovedet kan bruge resultaterne fra prøvevalget til. Jeg vil i det følgende argumentere for at der er to ting vi kan konkludere på baggrund af prøvevalget 2009: 1) Vi kan ikke sige noget om unges forhold til politik på baggrund af prøvevalget, og 2) der er en overensstemmelse mellem folketingspartiernes holdning til en sænkelse af valgretsalderen og hvorvidt de profiterer på det.

En nærliggende konklusion at drage på baggrund af prøvevalget er den, at prøvevalget viser et billede af en ungdom der ikke er engageret i politik. En argumentation der i sandhed bygger på falske præmisser. Der er en verden til forskel på kommunalpolitik og f.eks. landspolitik. De politiske issues der normalt interesserer unge er de mere idealistiske, hvor kommunens indflydelse er noget nær marginal. For mange unge, herunder mig, betyder kommunalvalget absolut intet. Stemmeprocenten vil derfor med al sandsynlighed være højere ved et folketingsvalg blandt unge, end ved et kommunalvalg. Akkurat som man ser det ved valgene nu, hvor stemmeprocenten er højere til folketingsvalg end kommunalvalg.

Et andet argument er, at unge ikke skal have stemmeret fordi der ikke er nok der stemmer. Et emne jeg tidligere har behandlet her på bloggen. Dog bør man stille sig det relevante spørgsmål, om prøvevalget giver et sigende billede af hvor mange unge der i det hele taget ville stemme til kommunalvalget. Prøvevalget var og vedbliver at være et fiktivt valg. Hvor mange over 18 år ville stemme til et fiktivt valg? Der er med andre ord god grund til at antage, at stemmeprocenten ville være betydeligt højere hvis at stemmerne havde haft en reel værdi.

Hvorvidt at stemmerne ville være faldet anderledes såfremt at valget havde haft en reel betydning, er der ikke umiddelbart noget der taler for. Hvad der derimod er sjovt at tage et kig på, er hvorvidt at det ville være profitabelt i et stemmemaksimeringsperspektiv for partierne at gå ind for en sænkelse af valgretsalderen eller ej. Hvis vi kigger på hvor mange procent af stemmerne folketingspartierne fik på landsplan, og sammenligner dette med hvor mange procent af stemmerne de fik af de unge til prøvevalgene, falder det hurtigt i øjnene, at de partier der går ind for en sænkelse af valgretsalderen, er de partier der vil øge deres procentmæssige vælgertilslutning, jf. tabel 1.

Jeg har gennem ft.dk fundet folketingspartiernes officielle holdning til spørgsmålet ”Hvornår skal man kunne stemme”, og fundet frem til om partierne er hhv. for eller imod en sænkelse af valgretsalderen. Ved langt de fleste af partierne stod det helt eksplicit hvad de mente. Der var dog et par undtagelser hvor holdningen ikke var entydig. Ved Socialdemokraterne mener de f.eks. at valgretsalderen skal forblive 18 år, men samtidigt anbefaler de ”[…] at der skal nedsættes en kommission, der skal se på mulighederne for, at unge på 16 år får stemmeret i Danmark.”. Dette har jeg tolket således, at de er imod en sænkelse af valgretsalderen, til trods for at dette kun er den halve sandhed.

Det Radikale Venstre konkluderer også, at valgretsalderen er passende, men at ”[…] kommuner skal have lov til som forsøg at sætte valgretsalderen ned til 16 år ved det kommende kommunalvalg.”. Her har jeg også tolket det sådan, at partiet er imod en sænkelse af valgretsalderen. Enhedslisten mener at valgretsalderen skal ned til 15 år i stedet for 16.

Ved alle partier er der en sammenhæng, med undtagelse af Det Radikale Venstre. Ud fra en rationel optik kan det tænkes, at Det Radikale Venstre i valgsituationen gerne vil have sænket valgretsalderen ved dette valg, men ikke ser fordele i fremtidige valg.

Prøvevalget viser dog at der i det store hele er en overensstemmelse mellem om det er profitabelt, altså om det giver flere stemmer til det enkelte parti hvis valgretsalderen sænkes, og så holdningen til dette, altså partiets officielle holdning til at sænke valgretsalderen. Prøvevalget underbygger m.a.o. antagelsen om det downsianske parti, den homogene koalition af politikere, der vælger at forfølge den policy der maksimerer antallet af stemmer.

Dog kan man først og fremmest kritisere ideen om at parti er én aktør. Dertil kommer, at der inden for Rational Choice teorien er flere ideer om, hvad det er partier kan maksimere, hvor at der udover votes er tale om policy og office. Til sidst kan man også kritisere ideen om at partier er rationelle, herunder også ideen om hvorvidt partier rationelt kan kalkulere forskellige pay-offs ved at forfølge forskellige policies.

For Dansk Ungdoms Fællesråd var ønsket selvfølgelig at vise, at unge godt kunne engagere sig i kommunalpolitik. En dagsorden der fejlede fælt, bl.a. fordi man gjorde stemmeprocenten til et succeskriterium.

Links
Stemmer til prøvevalget
Stemmer til kommunalvalget

Venner bør ikke filmatiseres

2009-09-29T14:44:00.005+02:00

Til trods for at det sidste afsnit af TV-serien Venner (”Friends”, 1994) blev sendt for over 5 år siden, lever serien i bedste velgående. Fanskaren er stor, og talrige TV-stationer sender stadigvæk de 10 sæsoner af Venner på repeat. Serien er skam også fantastisk, og der er intet at sige til, at markedet er hundesultent efter mere fra Venner-universet.

Ifølge denne nyhed er der en Friends: The Movie på vej. En nyhed der nok vil glæde mange fans af serien, dog undertegnede eksklusive. Lad mig forklare hvorfor.

Venner er fortællingen om 6 nære venners liv på godt og ondt, i medgang og modgang, til hverdag og til fest. For Rachel og Ross var fremtidsfrekvensen mere eller mindre indstillet. Rachel skulle giftes og Ross var i et fast forhold som han havde været i i mange år, og voksenlivet var mere eller mindre ved at banke på døren, men sådan blev det heldigvis ikke. Rachel efterlader brudgommen ved alteret og Ross’ kone er lesbisk. Rachel flytter ind ved Monica, og der er dermed lagt op til en tilværelse med konflikter, dating, arbejde, nærvær etc. Alt sammen med en sitcom humor som kun amerikanerne kan lave det.

Uanset hvad vore kære venner kommer ud for, om det så er problemer på arbejdet, på en date, i familien, med naboen eller noget helt femte, er venskabet der til at støtte en. Dette manifesterer sig klart i de første sæsoner af serien. Se bare på Monicas forhold til hendes forældre, Rachels ditto, eller den irriterende nabo Mr. Heckles. I thanksgiving-afsnittet hvor at Ross og Monicas forældre ikke vil holde thanksgiving middag og Monica derfor holder det selv, ender det med, at Rachel ikke kommer af sted på skiferie, Joey bliver afvist af familien pga. en oplysningskampagne omhandlende kønssygdomme og det hele går mere eller mindre galt for alle. Det ender dog med at de 6 venner sidder og spiser toast fordi hele middagen brænder på. Uanset under hvilke forhold middagen vil finde sted, og hvad der ligger til grund for dette, er vennerne der for en. Vennerne er med andre ord den individualiserede unges postmoderne familie.

I de nyere sæsoner falder kvaliteten og fokus. Chandler og Monica finder sammen og adopterer, Rachel får et barn og Phoebe får Mike. Venskabet forbliver, men er ikke længere primus motor. Vennerne erkender (måske med undtagelse af Joey), at der kommer en tid hvor livet ikke kan centrere sig omkring venskabet, men hvor at den rigtige familiedannelse kommer i centrum. Det er da også hvad serien ender med. Lejligheden tømmes og Chandler og Monica flytter i eget hus med to børn, og det hele ender med en rørstrømsk slutning. Hvis man skulle forestille sig en 11. sæson ville den skrige langt væk af villa, vovse og Volvo, så det er i min optik kun godt at den 10. sæson blev den sidste.

Venner er fortællingen om en epoke. En tid i livet hvor verden ligger for ens fødder og alt kan ske. Vennerne er blevet gamle (de unge venner er nu alle fyldt 40!) og de unge dage er fortid. Jeg kan kun gisne om hvad en film dog skulle kunne handle om. Uanset hvad vil det enten være en hån mod seriens slutning eller den grundlæggende idé.

Til sidst skal der, som Lisa Kudrow også har nævnt jf. artiklen, stilles spørgsmålstegn ved hvorvidt sitcommen overhovedet er filmatiserbar. Jeg udelukker ikke at dét kan lykkedes, men min tvivl er stor. I værste fald kan det ende med blot at blive endnu en standard romantisk komedie, som der i forvejen er lavet alt for mange af.

Måske holdet bag Venner kunne lave en film ved navn Family. En Friends: The Movie har i hvert fald ikke min interesse!

Valgretsalderen bør afskaffes

2009-09-16T17:39:00.002+02:00

I forbindelse med kommunalvalget d. 17. november vil unge der er fyldt 16 år i en lang række kommuner landet over have mulighed for at afgive deres stemme ved et såkaldt prøvevalg. Hensigten med dette er at undersøge mulighederne for at styrke demokratiet og ikke mindst den demokratiske deltagelse. Den bagvedliggende idé er, at jo flere der kan inddrages i den demokratiske proces, desto bedre. Jeg vil i det følgende argumentere for 1) hvorfor en høj stemmeprocent aldrig bør være et mål i sig selv og derfor ikke bør være et gyldigt kriterium i vurderingen af et valgs succes, 2) hvorfor det ikke giver mening at tale om et prøvevalg, 3) hvorfor valgretsalderen ikke skal sænkes til 16 år, men fjernes og til sidst komme med 4) ideer til hvad der vil kunne erstatte valgretsalderens afskaffelse.

En høj stemmeprocent bør ikke være et mål i sig selv, da en sådan ikke er en indikation på demokratisk kvalitet, men blot demokratisk kvantitet. En valgdeltagelse på 100% siger intet om kvaliteten af de demokratiske institutioner og den politik der bliver ført, men noget om omfanget af hvor forankrede de demokratiske institutioner er i de stemmeberettedes bevidsthed og emnets vigtighed tolket af nævnte. Hvis der blev foretaget et valg i Nordkorea omkring holdningen til atomprøvesprængningsspørgsmålet, ville en høj valgdeltagelse m.a.o. ikke sige noget som helst omkring kvaliteten af demokratiet (f.eks. de liberale aspekter).

Det er en naiv forestilling, at demokratiske institutioners legitimitet opstår på baggrund af en stor folkelig opbakning. Tilfældet er derimod, at demokratiske institutioners legitimitet opstår, når dem der tager del i disse kender begrænsningerne for det at de demokratiske institutioner giver adgang til – nemlig den lovgivende magt. Demokratiet styrkes derfor, når dem at der tager del i det politiske gennem demokratiet og staten, har en fundamental forståelse for privatlivets ukrænkelighed, negative frihedsrettigheder og en sund skepsis over for troen på at staten kan alt med udgangspunkt i den lovgivende magtudøvelse.

Hvorfor skal man så have et prøvevalg til november? For at undersøge det fornuftige i at sænke valgretsalderen fra 18 til 16 år. Ved at afholde et prøvevalg får man følgende empiri der kan ligge til grund for vurderingen af prøvevalget: 1) hvor mange unge i aldersgruppen 16-18 år der har stemt og 2) hvad de har stemt. Hvad angår sidstnævnte kan der næppe herske nogen tvivl om, at en formodentlig stor valgsejr til Socialistisk Folkeparti næppe bør være et gyldigt argument for en sænkelse af valgretsalderen - uanset hvad ens politiske præferencer er.

Min spådom er, at hvis valgdeltagelsesprocenten viser sig at være lav blandt de unge, vil prøvevalget blive opfattet som en skuffelse og udtryk for, at unge under 18 år ikke skal have stemmeret. Dette er ærgerligt, da der ikke er noget der taler for, at dem der har stemt ikke har en fundamental forståelse for de demokratiske institutioner og en velovervejet idé om samfundets beskaffenhed. Derfor må en valgdeltagelsesprocent aldrig ligge til grund for vurderingen af et valgs succes eller manglen på samme.

Hvis tilfældet var, at valgdeltagelsen til næste Folketingsvalg kun var på 5%, ville dette principielt set ikke være et demokratisk problem, så længe at dem der har stemt har en forståelse for tidligere nævnte sunde skepsis og liberale værdier.

Valgretsalderen på 18 år er udtryk for en arbitrær demarkation mellem hvem der kan stemme og hvem der ikke kan, og denne kan kun begrundes i traditioner. Ligeledes vil en sænkelse af valgretsalderen til 16 år heller ikke kunne begrundes rationelt. Derfor vil jeg hverken argumentere for at valgretsalderen skal forblive 18 år eller sænkes eller hæves, men fjernes. Dette fordi jeg finder det nødvendigt, i weberianske termer, at gå fra en traditionel til en legal-rationel legitimitet.

Det skal være muligt for alle borgere i et samfund at deltage i de demokratiske institutioner, såfremt man vil tilegne sig en forståelse af disse og acceptere dets forudsætninger. Der er intet der taler for, at fordi man er fyldt 18, ved man hvad et demokrati er, hvad menneskerettigheder er osv., som historisk såvel som rationelt set er med til at styrke kvaliteten i de demokratiske institutioner.

Demokratiet i dag har udviklet sig til det rene rettighedstyranni og meningshysteri. Dette fordi man ser mere og mere bort fra de kvalitative aspekter i de demokratiske institutioner, og fokuserer mere på pøbelvældets legitimation og opbakning til den politik der bliver ført, frem for udgangspunktet for at føre politik med henblik på at løse kollektive handlingsproblemer. Man vil måske lige frem kunne finde nogen i dag, der ikke vil kunne forklare forskellen på stat og samfund, og ville kunne finde på at kræve, at staten skal gå ind og tage ansvar og løse problemer der i dets natur ikke bør eller skal løses af staten.

Men hvad skal så erstatte valgretsalderen? Stemmeretten bør selvfølgelig ikke være en rettighed man får stukket i hånden når blækket på dåbsattesten er tør, men samtidigt heller ikke noget man bare vokser sig til. Stemmeretten bør kunne erhverves på forskellige måder. Måder der har det til fælles, at de vidner om, at dem der har stemmeret har en viden omkring demokratiet, herunder f.eks. Montesquieus tredeling af magten etc. Der er mange metoder til at styrke den demokratiske viden, men pragmatiske forslag kunne være, at man skulle have gennemført samfundsfag på C-niveau, eller tage et kursus i det liberale demokrati, altså som en slags kørekort. Du kan ikke forestille dig at få kørekortet til almindelig bil (kategori B) tilsendt på din 18-års fødselsdag uden at have taget nogle køretimer, og ligeledes skal statens motor og magt ikke styres af og overlades til aktører valgt af folk uden den mest basale viden omkring dets funktion og begrænsninger.

Demokratiet bygger på nogle normative antagelser, og med dette kan man lige så godt acceptere, at en accept af disse må, bør og skal være udgangspunktet for den videre debat i hvad der så bør være offer for en demokratisk debat.

Betyder dette så, at dem der ikke vil tilegne sig en viden omkring staten, de demokratiske institutioner og dets forudsætninger og begrænsninger, ikke skal være en del af det politiske? Nej. Politik er ikke noget der kun finder sted på Christiansborg eller i Bruxelles/Strassbourg osv. Politik og politisk debat finder sted på mange niveauer i samfundet. Når man køber et produkt i supermarkedet, når man skriver under på en underskriftsindsamling, når man donerer penge til et projekt, når man skriver et læserbrev osv. osv. osv. Jeg plæderer blot for, at når givne politiske emner skal behandles i en folkevalgt forsamling i et repræsentativt demokrati, er det vel ikke for meget forlangt, at dem der behandler emnet, er valgt på baggrund af og igennem et kvalitativt stærkt demokrati.

Konklusionen må være, at rent teknisk vil en sænkelse af valgretsalderen kunne styrke det repræsentative demokrati og kvantiteten (hvis procentdelen af unge i alderen 16-18 år der stemmer er større end procentdelen fra 18+), men næppe det liberale demokrati. Det giver derfor ingen mening at debattere noget så ligegyldigt som en sænkelse af valgretsalderen. Hvad der derimod giver mening er en debat omkring hvilke adgangsgivende ressourcer til de demokratiske institutioner der vil kunne styrke det liberale demokrati.

Sygeforsikring ”danmark” og dårlige undskyldninger

2009-09-14T16:06:00.004+02:00

Reklamer er på godt og ondt, om man vil det eller ej, en stor del af vores hverdag og kollektive referenceramme. De fylder gadebilledet, fjernsynet, (gratis)aviser, Internettet m.v. og influerer derigennem vores bevidsthed. Derfor giver det netop også god mening at forholde sig til reklamer og forsøge at eksplicitere de bagvedliggende logikker og motiver.

Et eksempel på dette vil jeg her bringe ved at tage udgangspunkt i reklamen for sygeforsikring ”danmark” ved navn ”På apoteket”, der er en del af reklamekampagnen ”Dårlige undskyldninger”, som bl.a. kører på landsdækkende TV. Dette vil ske ved at jeg vil 1) beskrive handlingsforløbet i reklamen, 2) analysere reklamens bagvedliggende logik og herefter 3) stille den op imod virkeligheden på sygeforsikring ”danmark”s præmisser. Det er min påstand, at reklamen og den virkelighed sygeforsikring ”danmark” repræsenterer, præsenterer og forholder sig til divergente menneskesyn. Jeg vil undlade her at tage stilling til private sygeforsikringers eksistensberettigelse m.v., men udelukkende forholde mig til det reklamekampagnen udtrykker, og sætte det op imod det produkt og foretagende reklamen promoverer.

Reklamen ”På apoteket” udspiller sig, som titlen indikerer, på et apotek, hvor en ung fyr skal købe et produkt, der, for folk som ikke er medlem af ”danmark, koster 800,-. Før kunden er prisen bekendt, beretter vedkommende, at han ikke er medlem. Da farmakonomen så beder om de 800 kroner, ser kunden sig nødsaget eller motiveret til at lyve om sit medlemskab af nævnte foretagende, og opgiver derfor kærestens CPR-nummer i et forsøg på at få det ønskede produkt med et af ”danmark” betalt tilskud. Reklamen slutter med en opfordring til at blive medlem af ”danmark” ved at droppe de dårlige undskyldninger for ikke at være med! Samme opfordring lyder i en anden reklame i kampagnen for sygeforsikring ”danmark”, der blot udspiller sig ved en zoneterapeut.

Det der i reklamen, som beskrevet ovenfor, er relevant at forholde sig til, er opfordringen til at droppe de dårlige undskyldninger for at melde sig ind i ”danmark”. En dårlig undskyld kan defineres som en ikke-tilfredsstillende årsag, som man anfører for sin handlemåde, men som ikke er den egentlige årsag. Hvilke årsager der i denne sammenhæng ikke er tilfredsstillende, er for den sags skyld irrelevant. Hvad vigtigt er, er ideen om, at man kan droppe de dårlige undskyldninger og melde sig ind, der tillægger de dårlige undskyldninger et ressourceprioriteringsperspektiv.

Den bagvedliggende logik i reklamen er dermed, at man som individ kan foretage et rationelt valg og træffe en ressourceprioritering og købe varen (forsikringen hos sygeforsikring ”danmark”). Her tillægges individet rationelle motiver og en kalkulerende bevidsthed. Et menneskesyn der inden for samfundsvidenskaben og specielt økonomien er repræsenteret via Rationel Choice. Med disse antagelser ser man dog også bort fra individets sygdomsforløb, medicinindtag, biologiske alder og så videre.

Det der nu bliver relevant, er, at stille dette menneskesyn over for det menneskesyn sygeforsikring ”danmark” forholder sig til jf. deres forudsætninger for at man kan købe deres produkt. Det første krav for at kunne blive medlem af sygeforsikring ”danmark” er, at dit ønske om indmeldelse i "danmark" er modtaget af et af "danmark"s kontorer, inden du er fyldt 60 år. Med andre ord er det en dårlig undskyldning at være fyldt 60 år. Det andet krav er, at du er fuldstændig rask i optagelsesøjeblikket og ikke lider af nogen ofte tilbagevendende sygdom eller af nogen legemssvaghed. Det er dermed en dårlig undskyldning ikke at være fuldstændig rask. Det tredje krav er, at du ikke forventer at få eller har haft noget forbrug af medicin inden for de seneste 12 måneder. Endnu en dårlig undskyldning: medicinindtag. Det fjerde krav er at du ikke har været i behandling hos fysioterapeut/kiropraktor eller andre behandlere inden for de seneste 12 måneder og det femte og sidste krav er, at du har fast bopæl i Danmark. Alt sammen dårlige undskyldninger hvis man tager udgangspunkt i den bagvedliggende logik i reklamen.

Dikotomien i det menneskesyn hhv. reklamen og afsenderen hver især repræsenterer, er i flere henseender symptomatisk for den dualisme der er i samfundet mellem på den ene side hvad angår de egenskaber og det ansvar vi tillægger hverandre, og den faktiske virkelighed på den anden side. Dette er primært tilfældet i politiske ideologier, der alle forsimpler den faktiske virkelighed for at legitimere status quo eller for at ændre status quo.

Individet er i al dets kompleksitet ikke mulig at reducere til en simpel rationel aktør afskåret fra sygdomme, biologi, social kontekst (samfundet) etc. der kun eksisterer på et bevidsthedsniveau, og dette er sygeforsikring ”danmark” fuldt bevidste om, hvilket ses på deres betingelser for forsikringerne. Samtidigt er de dog også klar over, at ved at lave en reklame hvor individet er reduceret til en aktør der blot skal træffe et valg mellem at blive medlem eller holde sig til dårlige undskyldninger, udviser de gode værdier og et fællesskab hvor alle er velkomne. Menneskesynet i reklamekampagnen styrker dermed foretagendets image udadtil, og menneskesynet, jf. betingelserne for at blive medlem, styrker ”danmark”s positive distance til bundlinjen.

Er det så rent hypotetisk muligt for alle danskere at droppe de dårlige undskyldninger og melde sig ind i sygeforsikring ”danmark”? Reklamen siger ja, realiteterne nej. Hvis reklamen derimod skulle udspringe af realiteterne, kunne reklamen have udspillet sig som følger: En pensionist går ind på apoteket og vil købe et produkt, og da farmakonomen spørger om pensionisten er medlem af ”danmark”, må svaret lyde: ”Nej, jeg er for gammel!” – efterfulgt af en speakerstemme der afslutter reklamen med noget a la: ”Meld dig ind i ”danmark”… hvis du er rask, ung og sund.”.

Vågn op, Jehovas Vidner!

2009-09-05T14:43:00.002+02:00

For omkring et år siden flyttede jeg til Odense, og der gik ikke mange dage før det ringede på døren og et par velklædte gutter stod i døren med fandens værk (biblen) og en strålende energi for det projekt, de tror, er løsningen på alle problemer. Jeg har et åbent sind og føler selv at jeg er venlig af person, og derfor har jeg heller ikke konsekvent nægtet dem taletid ved min dør.
De kommer cirka en gang om måneden med et par knap så bevingede ord og månedens nummer af ”Vågn op!” og ”Vagttårnet”. Når de er her og jeg konverserer med dem, vælger jeg mine ord med omhu og pakker mine argumenter ind i vendinger der ikke direkte kritiserer deres gøren og laden, da de i så fald jo nok ikke vil kigge forbi en anden gang.

Vi snakker om alt lige fra meningen med livet og manglen på samme og alt hvad det indebærer til epistemologiske og ontologiske spørgsmål. Findes Gud - og har han i så fald haft en (fuck)finger med i spillet? Jeg kan godt lide at diskutere sådanne emner, og et par minutter hver måned kan jeg godt hive ud af kalenderen. I den tid der går får de to personer i hvert fald ikke lov til at hjernevaske andre.

Da de var her her den anden dag, satte jeg mig efterfølgende ind i sofaen og læste i de blade de denne måned havde overbragt mig. Normalt plejer det absurde og direkte grinagtige at være pakket meget godt ind, men jeg mener selv, at der i denne måned er en undtagelse hvor det er flagrant hvor manipulerende og hjernevaskende projektet er.

I ”Vågn op!” (ja, bladets titel er lidt tragikomisk) er der et ”forbered dine svar”-skema som er delvist udfyldt, hvor man kan forberede sig på de svar som vil kunne besvare de spørgsmål ens klassekammerater nok vil spørge om på et eller andet tidspunkt (skemaet er dermed primært tiltænkt de yngre læsere).

Hvis man ser bort fra at hele skemaet er til grin og skriger langt væk af manipulation etc., var der to ting jeg fandt direkte komiske. For det første er der under moral angivet spørgsmålet ”Hvordan ser du på homoseksualitet?”, hvortil jehovas vidne bør, skal, må og vil svare - mere eller mindre eksplicit: ”Jeg hader ikke homoseksuelle, men jeg kan ikke acceptere det de gør.”, og videre til spørgsmålet ”Er det ikke meget fordomsfuldt?” lyder svaret: ”Nej, for jeg er imod alle former for umoralitet - både homoseksualitet og andre former.”. Det er sjovt som man kan argumentere sådan. At man kreerer en etik eller et moralsk system der forkaster homoseksualitet og henviser til selvsamme moral når man skal argumentere for, hvorfor det er forkasteligt. Det er jo sådan set bare en fin måde at sige ”Jamen sådan er det formuleret af forkyndere af den abstrakte idé jeg tror på, og jeg kan ikke argumentere rationelt for det!”.

Længere nede i tabellen er der er et felt dedikeret til ”valgfrihed”. Spørgsmålet er: ”Jeg kender en som har den samme tro som dig, og han ville godt. Hvorfor vil du så ikke?”. Svaret er: ”Vi bliver undervist i hvad Gud ønsker af os, men vi bliver ikke hjernevasket! Vi må alle træffe vores egne valg.”. Jeg griner stadig.

Efter at have læst i bladet satte jeg mig for at læse lidt mere, hvorefter jeg klikkede mig ind på Jehovas Vidners officielle hjemmeside. Efter et par klik fandt jeg en artikel med titlen ”Hvad forkert er der ved at komme sammen i hemmelighed?” (http://www.watchtower.org/d/200706a/article_01.htm).

Artiklen stiller spørgsmålet om det er okay at komme sammen med en i hemmelighed (= uden forældrenes viden eller accept af forholdet), og hvis ikke svaret ligger latent i artiklens titel, gør den det i hvert fald i: ”HVORDAN ville du reagere hvis en du følte dig tiltrukket af, kom med sådan et forslag? Det vil nok overraske dig at høre at Jessica i første omgang faktisk gik med på Jeremys plan.”.

Jeg vil egentlig ikke sige så meget til artiklen, men blot citere et par linjer der siger mere end alt hvad jeg nogensinde kan skrive om mine holdninger til JV.

”Du er selvfølgelig klar over at unge ifølge Bibelen skal adlyde deres forældre. (Efeserne 6:1) Og hvis dine forældre er imod at du har en kæreste, har de helt sikkert gode grunde til det. Er de for eksempel Jehovas Vidner, vil de sandsynligvis kun give dig lov til at komme sammen med en der også er et af Jehovas Vidner — og kun hvis I begge er parate til at overveje ægteskab.”

”Føromtalte Jessica ændrede syn på det at komme sammen med en i hemmelighed da hun hørte hvordan det var gået en anden kristen i samme situation. Jessica fortæller: „Da jeg hørte at hun havde slået op med fyren, vidste jeg hvad jeg måtte gøre.“ Var det let for Jessica at slå op? Nej! „Han var den eneste dreng jeg nogen sinde rigtig havde kunnet lide,“ siger hun. „Jeg græd hver eneste dag i flere uger.“
Men der var noget som var vigtigere for Jessica — at hun elskede Jehova og virkelig ønskede at gøre det rigtige, også selvom hun havde været ude på et sidespor. Med tiden aftog smerten. Hun siger: „Nu er mit forhold til Jehova bedre end nogen sinde. Jeg er så taknemmelig for at han vejleder os på den helt rigtige måde og på det helt rigtige tidspunkt!“”

Jeg væmmes ved Jehovas Vidners menneskesyn, deres ureflekterede livssyn (og vi ved jo godt at det ureflekterede liv ikke er værd at leve, jf. Sokrates!) og manglende respekt for den almindelige sunde fornuft. Føj! Ja, det var hvad jeg havde i sinde at skrive. Jeg prøvede at gøre det lidt kortfattet her til sidst da jeg kan se at det efterhånden er ved at nå en længde der vil smide en god del Internet-læsere af efter de første par linjer.

Fortsat god dag :-) - hvis du mangler et godt og gratis grin, så brug et par minutter på watchtower.org. F.eks. kan artiklen ”Hvad galt er der ved at have sex før man er gift?” nok også underholde en del.

Det er jo ens egen skyld, ikk?

2008-03-20T16:25:00.005+01:00

Hvor går grænsen for hvad journalister kan tillade sig når det handler om menneskers privatliv og retten til at leve i fred?
Flere af læserne på denne blog (hvis der overhovedet er nogen) vil nok sige, at dette kommer an på hvilken relevans det har for samfundet og offentligheden. Hvis journalisten (eller plur.) med deres opmærksomed rettet på et andet menneskes privatliv er i stand til at afsløre magtmisbrug el.lign., vil de fleste nok sige, at dette er moralsk legitimt. Med andre ord er det okay at bryde spillets regler til en vis grænse (skrevne (juridiske) såvel som uskrevne), for at afsløre en der ikke følger samfundets regelsæt og normer.

Så er der jo også sladderjournalister der lever af at skrive om kendte menesker som har offentlighedens interesse. Dette kan være sangere, skuespillere, fodboldspillere, Vild med dans-deltagere, politikere m.v. Disse journalisters opgave er ganske banal, nemlig at tilfredsstille os læseres behov for at læse/høre om kendte menneskers private liv, de gode såvel som dårlige hændelser i deres liv. Kæresteri, bommerter, bryllupper og andre bevigenheder, holdninger etcetera.Nu er det jo sådan, at sladderjournalistik som regel ikke har nogen betydning for samfundet overhovedet (med mindre der selvfølgelig er tale om en guvernørs forbrug af luksusludere).

Hvor går grænsen så for hvad sladderjournalister kan tillade sig når det handler om menneskers privatliv? Det kunne nu være relevant at gå ind og tage fat på Habermas og den borgerlige bevidstheds respekt for privatsfæren, men den debat vil med sikkerhed blive taget andetsteds og er taget så mange gange før i andre sammenhænge. Nej, ser du, grunden til at jeg skriver dette indlæg, er dette indlæg af Paula Larrain, der også er bragt i det nye nummer af fagbladet Journalisten. Her sammenligner hun sladderjournalister med våbenhandlere (et eksistensgrundlag der udelukkende bygger på penge, kynisme og andre folks ulykke/konflikter). Når man har sagt sladder må man også sige Se&Hør og Henrik Qvortrup, og disse bliver da også nævnt i Paulas artikel. Dette har (selvfølgelig) resulteret i, at Henrik Qvortrup nu tager sladderjournalistikken til forsvar og svarer igen på Paulas kritik. Eller gør han?

Henrik Qvortrup forsvarer sig med, at han ikke kan tage kritikken seriøst (»Jeg kunne måske have respekt for synspunktet, hvis Paula Larrain havde været tilbageholdende med at optræde i vores spalter«), fordi at hun ikke havde noget imod sladderpressens deltagelse i hendes privatliv da der var tale om gode hændelser, men at den først kommer når det er det dårlige der bliver skrevet – altså bagsiden af medaljen. M.a.o. må kritikken ikke komme fra medievante personer der på noget tidligere tidspunkt i livet har set igennem fingre med sladderbladenes engagement og deltage i ens privatliv. Du må ikke kritisere brugen af en pistol uafhængigt af hvad den før har været brugt til. Du vidste jo hvad den også kunne, og den har jo på sin vis også været grunden til at du står der hvor du står i dag.

Henrik Qvortrup argumenterer videre: »Jeg tror bare ikke, at de 900.000 læsere, der bladrer igennem Se & Hør hver uge, er enige i, at vi ikke gør nogen nytte. Jeg tror faktisk, at det gør mange mennesker temmelig glade«.Det er så korrekt, Henrik. Fordi at 900.000 mennesker finder det interessant og er villige til at betale for at se en en kendis topløs i sin baghave, kan den ene kendis da ikke mene det seriøst, når vedkommende kalder det for nytte- og respektløst. 900.000 menneskers finansiering af våbene legimiterer brugen af samme, så længe at kanonerne rammer noget der får os til at ville finansiere næste uges produktion.

Jeg har svært ved at se logikken i Henrik Qvortrups udtalelser. Dette kan måske skyldes min brug af våbenhandlermetaforen. Eller kan det?

Apropos Paula Larrain, så bidrager hun med en anbefalelsesværdig artikel i det politiske magasin RÆSON #2.

Fik jeg sagt, at...

2008-03-06T14:16:00.004+01:00

... jeg var i fjernsynet her i lokalt TV i tirsdags?

Der er tale om den fynske TV-station TV2/Fyn... klippet kan ses på http://www.tv2fyn.dk/video/12895

"Verdenskendt med verdenstalent!"

Jeg prøver lige een gang til

2008-02-28T00:20:00.007+01:00

Jeg har gjort det før. Hoppet på den der nymoderne webtokommanulbølge og bare surfet derudad og fulgt stormens veje med meningsløse indlæg om alt om intet og intet om alt, bare for at konstatere, at der ikke er nogen der gider kommentere mine "latterligt langt-ude billige" indlæg.

Nu gør jeg dog endnu et forsøg. Ikke for at stræbe efter at få så mange besøgende og måske ligefrem kommenterende, aktive og engagerede brugere. Tværtimod. Jeg vil prøve at finde motivationen til at skrive ved at se på mine egne behov for sproglig udfoldelse. Lysten og behovet for at få nogle basale tanker ned på bogstavform.

Dette indlæg, eller i hvert fald dette lille afsnit af det første blogindlæg på denne blog, skal have funktion som en mindre disclaimer. Hvis der skulle ske det ubegribelige, at der rent faktisk kom en læser, der gik op i eventuelt kommende indlæg, og at der så ikke kommer flere indlæg før om f.eks. 143 år når jeg ligger på mit dødsleje, så har du hermed ikke ret til at klage over min inaktivitet i dette bloghelvede! Jeg skriver når det passer mig og når du lover at flashe på webcam mod blogskrivningsbetaling.

"I går var jeg ude endnu engang, men sent på natten var jeg ene og alene"

Velkommen.